Før
Gennemgang af forløbsplan
Formål
Formålet med at bruge et konkret dokument, f.eks. en forløbsplan og stille spørgsmålet “Hvad er svært?”, er at få deltagerne til at tage stilling til hvor de har udfordringer. Det giver samtidig dig som underviser, en mulighed for at vide hvilke elementer du skal fokusere din tid på.
Transfer
Du styrker transfer ved at understøtte deltagernes evne til at sætte mål for egen læring.
Hvordan gør du?
Afhængig af dit undervisningsemne, vælger du et konkret dokument der bruges som redskab. Her tages udgangspunkt i KOL forløbsplan i forbindelse med undervisning i at varetage årskontrollerne hos patienter med KOL.
Før selve undervisningsgangen sender du en mail til deltagerne hvor du enten har vedhæftet et eksempel på den konkrete forløbsplan (sørg for at den er anonymiseret og brug eventuelt KiAPs demoversioner) eller beder deltagerne om at bruge en forløbsplan for en patient de allerede har i klinikken.
I mailen til deltagerne beder du dem om at overveje hvilke dele af forløbsplanen der er svære at udfylde (sæt gerne et fysisk kryds). Det kan også være at deltagerne skal tænke over hvilke dele af forløbsplanen de oplever udfordringer med, når de sidder overfor patienten og skal have dialogen om indholdet.
Bed deltagerne om at medbringe forløbsplanen med krydserne, så de kan huske deres overvejelser på selve kursusdagen.
Eksempler
Eksempel på konkrete dokumenter der kan bruges i en før-opgave
- Vejledning (DSAM)
- Instruks udarbejdet af de enkelte klinikker
- Forløbsbeskrivelser
- Vandrejournal
- Medicinliste
Hvad skal du være opmærksom på
Når du bruger konkrete dokumenter i din før-opgave, skal du være opmærksom på at bruge før-opgaven i undervisningen på selve kursusdagen. Det kan du gøre på flere forskellige måder, f.eks. både i plenum eller i mindre grupper. Du skal derudover være opmærksom på at det ikke vil være alle deltagere der har udført før-opgaven, hvilket du skal være klar til at håndtere, uden at det får direkte konsekvenser for undervisningen.
Kursusbeskrivelse
Formål
Formålet med at lave en god og struktureret kursusbeskrivelse er, at deltagerne ved hvad de skal forvente at få med sig fra undervisningen. Derudover kan du som underviser bruge kursusbeskrivelsen som rettesnor for planlægningen af undervisningen.
Transfer
Du styrker transfer ved at deltagernes motivation for at deltage i læringsaktiviteten styrker, derudover kan deltagerne se relevansen for deres arbejdsopgaver.
Hvordan gør du?
Når du skal udarbejde en kursusbeskrivelse, er det vigtigt at følgende fremgår:
- Formål
- Læringsmål (læs mere om læringsmål under “Introduktion til transfer” link)
- Kursets indhold
- Målgruppe
- Praktisk information (underviserne, hvor og hvornår kurset afholdes, samt information om eventuel forplejning)
- Eventuelt forberedelse
Eksempler
Eksempel på en kursusbeskrivelse med tydelige læringsmål
Nedenstående udklip er et eksempel på kursusbeskrivelsen til kurset “Bedre anmodninger og bedre attester”. Kursets målgruppe er sagsbehandlere der udfylder LÆ-attester.
Hvad skal du være opmærksom på?
Når du udarbejder en kursusbeskrivelse, skal du være opmærksom på at den også er tiltænkt som et redskab til dig som underviser da du via kursusbeskrivelsen og læringsmålene sætter rammen for kurset. Du kan derfor selv bruge kursusbeskrivelsen aktivt når du skal planlægge og strukturere din undervisning og forberede en før-opgave til deltagerne.
Send en video til deltagerne
Formål
Formålet med at sende en video til deltagerne forud for en læringsaktivitet er at adressere deltagerne og lade dem lære dig at kende lidt på forhånd.
Transfer
Du styrker transfer ved at motivere deltagerne til at deltage i læringsaktiviteten, du har mulighed for at understøtte din relation til deltagerne og styrke din autoritet indenfor læringsaktivitetens emne.
Hvordan gør du?
Du kan optage videoen på din telefon eller med webkameraet på din computer. Det er en god idé at stå op og sikre dig at din overkrop er synlig i videoen, så deltagerne lettere kan aflæse dit kropssprog.
Fremgangsmåde:
- Velkomst og præsentation af dig som underviser
- Opsummer hvad undervisningsdagen kommer til at indeholde. Brug kursusbeskrivelsen og læringsmålene som udgangspunkt. Det kan være lang tid siden, at deltagerne meldte sig på kurset, så det gør ikke noget at disse bliver gentaget.
- Stil eventuelt din før-opgave i videoen
- Upload evt. videoen på youtube hvor den kan skjules så deltagerne kun kan tilgå den via et link.
- Send link til video eller video til deltagerne sammen med en mail ca. 1-2 uger før kursusstart afhængig af kravene i før-opgaven. I denne mail kan du også skrive de praktiske informationer til deltagerne ift. tid, sted, forplejning og eventuel parkering.
Eksempler
Eksempel på en video der har til formål at få deltagerne i det rette mindset
I forbindelse med kursuset Transfer Tricks 1, hvor Nord-KAPs sekretariat, Nord-KAPs koordinatorgruppe samt ansatte ved Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet blev undervist i brugen af transfer, udarbejdede underviserne en video. Formålet med videoen var at få deltagerne til at tænke på en bestemt læringsaktivitet forud for undervisningen, samt at præsentere før-opgaven. Se videoen og den tilhørende mail herunder:
Hvad skal du være opmærksom på?
Når du bruger video, skal du være opmærksom på at lyden er god og at formålet med videoen er tydeligt. Videoen kan også bruges til at forberede deltagerne på hvad der skal ske på undervisningsdagen. Det kan f.eks. være en god idé, hvis dagen indeholder nogle øvelser som f.eks. rollespil der kan være grænseoverskridende for nogle deltagere.
Find en case i klinikken
Formål
Formålet med at bede deltagerne medbringe en case fra deres klinik er at tage udgangspunkt i deres hverdag.
Transfer
Du styrker transfer ved at læringsaktivitetens indhold bliver relevant for deltagernes arbejdsopgaver og du faciliterer, at deltagerne sætter mål for eget arbejde.
Hvordan gør du?
Beskriv kort for deltagerne hvilken type case, at de skal finde.
Send link til video eller video til deltagerne sammen med en mail ca. 1-2 uger før kursusstart afhængig af kravene i før-opgaven. I denne mail kan du også skrive de praktiske informationer til deltagerne ift. tid, sted, forplejning og eventuel parkering.
Se i afsnittet om ”Under” hvordan du kan bruge cases i undervisningen. Link
Eksempler
Du kan her se et eksempel på en opgave der er stillet til kursisterne hvor de bliver bedt om at medbringe en case på kursusdagen:
Hvad skal du være opmærksom på?
Når du bruger cases, skal du være opmærksom på at de er anonymiseret, så man ikke kan identificere patienten i casen. Du kan ændre alder, bopæl og arbejdsmæssig situation, så du stadig rummer de udfordringer, der er centrale i casen. Samtidig er det væsentligt kun at inkludere informationer, som er centrale for casen.
Læs om anonymisering af cases på Lægeforeningens hjemmeside her