Dato og tid for arrangementet
Start: Fredag d. 23. maj 2025 - kl. 09:00
Slut: Fredag d. 23. maj 2025 - kl. 12:00
Sted
Sundheds- og Kvartershuset, Fyrkildevej 7, 9220 Aalborg Øst
Beskrivelse
Halvdelen af alle danskere oplever dårlig søvnkvalitet, hvilket påvirker både arbejdsliv og privatliv. Faktisk lider 10-15 % af den voksne befolkning af kronisk søvnløshed med både forringet livskvalitet og øget risiko for somatisk sygdom til følge. Det er en hyppig henvendelsesårsag blandt patienterne i almen praksis, og det gælder blandt både de unge, deres forældre og de ældre. Hvad er vores opgave som praksispersonale?Kurset vil give dig indblik i søvnens betydning og potentiale for sundheden og forringelsen af samme. Vi vil gennemgå, hvorledes akut søvnbesvær kan udvikle sig til kronisk søvnløshed, og hvorfor det er så vanskeligt for den enkelte patient at håndtere. Du vil få indblik i hvad der kan skabe uhensigtsmæssige søvnvaner med afsæt i 3 temaer: døgnrytme, arosual og søvnpres. Hertil kommer vi omkring (god) søvnkvalitet, søvnhygiejne råd og de forskellige søvnfaser.
Du vil blive skarpere på at kunne afklare, identificere og løse almindelige søvnproblemer, og hvordan du effektivt tackler dem. Vi vil tale om accept og normalitet, patientens forventning om quick-fix, livsstil, egen-omsorg og ansvar. Hvilke patienter skal henvises til andre tilbud (fx Aalborg Kommunes tilbud om søvnvejledning) eller yderligere undersøgelser?
Målet for kurset er IKKE, at du selvstændigt varetager terapeutiske søvnkonsultationer/forløb efter kurset. Kurset vil bestå af cases, dialog og diskussion undervejs.
Underviser: Martin Olesen, fysioterapeut, teamkoordinator og certificeret søvnvejleder v. Center for Sundhedsfremme Aalborg Kommune. Anne Bøgeskov Østergaard, jordemoder, lægesekretær og konsulent i Nord-KAP er med som moderator.
Der serveres morgenmad inden kurset og frokost efter.
Målgruppe
Kurset henvender sig til alt personale i almen praksis med interesse i emnet.
Arrangør
Nord-KAP
Tilmelding
Tilmelding via linket her og senest 25. april 2025
Hvis du har problemer med tilmelding, kan du kontakte Susie Schuster, tlf. 20 80 06 59, mail susie.schuster@rn.dk