Spring til indhold

Socialmedicinske samarbejdsmøder i Thisted kommunes Erhverv & Beskæftigelse

Nyhed

Der har i en årrække været en aftale om, at der planlægges socialmedicinske samarbejdsmøder for et år ad gangen, hvor sagsbehandlere og lægerne kunne booke aftaler med hinanden på specifikke datoer. 

I hele 2025 har der kun været booket 21 aftaler, hvilket er et beskedent antal set i forhold til de 131 mulige aftaler og i forhold til det arbejde, det kræver at få lavet planen.

Det vidner om, at både sagsbehandlere og læger i stedet er blevet gode til at kontakte hinanden mere direkte og lave aftaler, når behovet er der, og i mindre grad bruger planen. 
 
På baggrund heraf er det aftalt, at den tidligere aftale nedlægges, og i stedet kontakter læger og rådgivere hinanden direkte, når der er behov for et møde eller en drøftelse om en specifik patient. 
 
Det betyder, at praktiserende læger tager direkte kontakt til den rådgiver, som patienten har – hvis denne kendes af lægen. 
 
I de tilfælde hvor lægen ikke er bekendt med rådgivers navn og kontaktoplysninger, kan lægerne i stedet skrive til Staben i Erhverv & Beskæftigelse på mail eb.admin@thisted.dk Dette er en sikker mailadresse, så lægerne kan skrive navn og cpr nr. på den patient det drejer sig om, og at der ønskes et socialmedicinsk samarbejdsmøde. Staben vil sørge for at den relevante rådgiver kontaktes, og får henvendelsen fra lægen.
 
Lægerne kan også ringe til Staben på tlf. 99171717 – det er hovednummeret og lægerne vil komme i kontakt med Anna Marie Ubbesen, Sabrina Egeberg eller Sanne Kirk Mikkelsen. De kan ligeledes slå en borger op, og se, hvem der er rådgiver.
 
Når det er en rådgiver, som ønsker et samarbejdsmøde med en praktiserende læge, ringer rådgiveren til patientens læge og laver aftale med sekretær eller direkte med lægen.
 
Mødets form aftales i de konkrete henvendelser, og kan altså både være fysiske, telefoniske og digitale – alt efter hvad der er behov for i de enkelte tilfælde. 

Den nye aftale er gældende fra 16.03.2026

Indholdsansvarlig

Christina Ruth van Diemen
Sagsbehandler / Erhverv og Beskæftigelse, Sygedagpenge
 
Thisted Kommune
Skolegade 4C
7700 Thisted

Afdeling +4599171717
E-mail chrdie@thisted.dk