Amitriptylin er fjernet fra Basislisten pga. risiko for alvorlige bivirkninger
Nyhed
Bivirkninger og risici
Amitriptylin anvendes primært til behandling af neuropatiske smerter og depression, men vær opmærksom på række potentielt alvorlige bivirkninger:
- QT-forlængelse og hjertearytmier: Amitriptylin kan forlænge QT-intervallet, hvilket øger risikoen for alvorlige arytmier, herunder torsades de pointes. Patienter med kendt hjertesygdom, elektrolytforstyrrelser eller samtidig behandling med andre QT-forlængende lægemidler er særligt udsatte.
- Antikolinerge bivirkninger: Stoffet har en udpræget antikolinerg effekt, som kan medføre mundtørhed, obstipation, urinretention, sløret syn og kognitive forstyrrelser. Hos ældre patienter kan disse bivirkninger øge risikoen for fald og delir.
- Sedation og kognitiv påvirkning: Amitriptylin kan give betydelig træthed og kognitiv påvirkning, hvilket kan reducere patientens funktionsevne og øge risikoen for ulykker.
Anbefalinger til almen praksis
Det anbefales at:
- Gennemgå patienter i behandling med amitriptylin. Overvej, om de fortsat har indikation for og effekt af behandlingen.
- Overveje alternative behandlingsmuligheder, såsom gabapentinoider eller SNRI ved neuropatiske smerter.
- Undgå samtidig ordination af andre QT-forlængende lægemidler (fx citalopram, metadon, quetiapin)
- Være opmærksom på tegn på antikolinerge bivirkninger, særligt hos ældre.
- Foretage en grundig vurdering af kardiovaskulær risiko før opstart af amitriptylin, især hos ældre og patienter med kendte hjerte-kar-sygdomme.
Ved mistanke om bivirkninger eller uforudsete komplikationer anbefales det at monitorere QT-intervallet via EKG og vurdere behovet for behandlingsjustering.
Indholdsansvarlig
Lægemiddelenheden, lme@rn.dk