Best practice for håndtering af dosispakket medicin
”Best practice for håndtering af dosispakket medicin” beskriver, hvad alle parter bør gøre, for at medicinhåndtering og arbejdsgangene med dosispakket medicin fungerer mest optimalt i det tværsektorielle samarbejde og i den daglige drift. Dokumentet beskriver ikke, hvordan dosispakket medicin fungerer i de enkelte IT-systemer, men mere hvordan man som ordinerende part ”afleverer” data bedst muligt til næste part, der enten skal sørge for, at medicinen bliver pakket korrekt i dosisposerne, eller som skal hjælpe patienten med at tage sin medicin. Se ”Best practice for håndtering af dosispakket medicin” her
Medcom har samlet diverse vejledninger for håndtering af dosisdispensering på deres hjemmeside. Se dem her. Medcom har også udarbejdet vejledninger vedr. håndtering af dosisdispensering i de forskellige lægesystemer. Se dem her
Pjece om dosispakket medicin til patienterne
Har du behov for at udlevere en pjece til patienterne om dosispakket medicin, kan du finde den her. Pjecerne findes også på arabisk, bosnisk, engelsk, serbisk, tamilsk, tyrkisk, tysk og ukrainsk.
KiAP-klyngepakke om dosisdispensering i Almen Praksis
KiAP har udarbejdet en klyngepakke om dosisdispensering i Almen Praksis, som giver klyngen mulighed for at drøfte fordele og ulemper ved dosisdispensering i almen praksis. Dette med udgangspunkt i data fra lægemiddelstatistikregisteret samt klyngens spørgeskemabesvarelser og praktisk viden om dosisdispensering. Derudover får klyngen, apoteket og kommunen mulighed for at initiere en dialog om eventuelle samarbejdsflader for håndtering af dosisdispenseret medicin til relevante patientgrupper. Læs mere om klyngepakker her.
Dosispakket medicin i Region Nordjylland
Der er sket en stigning i brugen af dosispakket medicin i de seneste år i Region Nordjylland. For de ældste aldersgrupper er andelen mere end fordoblet siden 2022, se figur 1.
Figur 1. Andel patienter med dosispakket medicin i Region Nordjylland (%)
Figur 2 viser de kommunale variationer og illustrerer forskellene i andelen af 75+ årige, der benytter dosispakket medicin. Kommunerne Morsø, Læsø og Aalborg topper listen med henholdsvis 17,4%, 11,4% og 8,6% patienter med dosispakket medicin (75+ årige).
Figur 2. Kommunale forskelle i andel patienter med dosispakket medicin i Region Nordjylland i januar 2025.
Kommunerne Brønderslev, Mariagerfjord og Jammerbrugt ligger lavest i andelen af patienter med dosispakket medicin, men har haft den største stigning i patienter med dosispakket medicin siden 2022 med henholdsvis 200%, 188% og 154% (75+ årige).
Kilde: Egen beregning baseret på tal fra Lægemiddelstatistikregisteret (januar 2025), Sundhedsdatastyrelsen.
Indholdsansvarlig
Lægemiddelenheden, lme@rn.dk