Kender du forkortelsen SIC?
SIC betyder “således” på latin og bruges på recepter til at markere, at en atypisk ordination er bevidst og korrekt. Apoteket kender betegnelsen SIC og agerer ud fra forkortelsen, når de ekspederer lægemidler til patienten. Formålet er at forebygge misforståelser og reducere unødvendige opkald fra apoteket – og dermed øge patientsikkerheden.
Apotekets kvalitetskontrol registrerer afvigelser fra normaldosering som potentielle fejl og kontakter derfor lægen for afklaring. Ved at angive SIC på recepten, fx i kommentarfeltet, signalerer lægen, at afvigelsen er tilsigtet. Det mindsker tvivl og letter ekspeditionen på apoteket.
Hvornår skal SIC bruges?
Når ordinationen afviger fra standard, fx i dosering eller indikation, er det god ordinationspraksis at tilføje SIC. Det understreger, at ordinationen er korrekt, selvom den er atypisk.
Indholdsansvarlig
Lægemiddelenheden, lme@rn.dk