Spring til indhold

Nye anbefalinger for smertebehandling

Nyhed

Vælg Klogt er udkommet med følgende anbefaling vedrørende opioider:

"Undgå at opstarte behandling med opioider uden en klar behandlingsplan, som beskriver mål, forventet varighed og plan for opfølgning."

I 2023 indløste 395.000 personer en recept på opioider. Alle opioider medfører fysisk afhængighed ved længere tids brug, og nogle patienter udvikler tillige psykisk afhængighed. En opgørelse fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at omkring en tredjedel af opioidbrugerne i 2021 er i længerevarende behandling (mere end seks måneder), og at en fjerdedel af opioidbrugerne har et forbrug, der er højere end det anbefalede. Se mere på Vælg Klogt.

Ved akutte og postoperative smerter kan morfin overvejes ved utilstrækkelig effekt eller kontraindikation for NSAID og/eller paracetamol. Behandlingen bør være kortvarig. 3 dages behandling vil oftest være nok, og der er sjældent behov for mere end 7 dages behandling. Reducér dosis i takt med at smerten aftager – angiv slutdato for behandlingen og husk plan for aftrapning af opioid.
Ved kroniske smerter kan opioider være indiceret hos få patienter med svære invaliderende smerter. Gennemsnitligt opnår kun ca. 10 % en klinisk relevant effekt i løbet af 3-6 måneder ift. placebo. Her vælges døgndækkende behandling med depotpræparat og højst 100 mg morfinækvivalenter pr. døgn, da højere doser sjældent giver yderligere smertelindring, men giver større risiko for alvorlige bivirkninger. Se mere i Smerteguiden.

Faglige anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen har i juni 2024 udarbejdet faglige anbefalinger for udredning og behandling af patienter med kroniske non-maligne smerter i almen praksis. Gennemgående er anbefaling om aktiv inddragelse af patienten. Udredningen anbefales at omfatte differentialdiagnostisk udredning, belysning af årsager og smertetype samt helhedsvurdering af den samlede funktionsevne. Behandlingen omfatter information og plan for forløb, non-farmakologisk behandling og farmakologisk behandling baseret på smertetype og effekt.  Slutteligt nævnes muligheden for henvisning til smertecenter, rådgivning fra afdelingers smerteteams samt støtte til opioidaftrapning ved Lægemiddelrådgivningerne under Klinisk Farmakologisk Afdeling. 

Der er lavet en two-pager til brug i almen praksis baseret på anbefalingerne.

Indholdsansvarlig

Lægemiddelenheden, lme@rn.dk