Manglende opfølgning på undersøgelser
UTH Læringsartikel
Der rapporteres jævnligt utilsigtede hændelser, som omhandler manglende opfølgning på undersøgelsessvar. Nedenfor ses et par eksempler på hændelser:
Case 1: Manglende opfølgning på scanning
Patienten får foretaget CT-TAB på baggrund af almene symptomer. I beskrivelsen fra undersøgelsen er der angivet obs for solid læsion i urinblære, anbefalet cystoskopi. Obs for lavdens forandring i højre nyre, anbefalet kontrol scanning, da ekspansiv læsion ikke kan udelukkes. Egen læge får ikke fulgt op på undersøgelsessvaret og patienten henvises 7 mdr. senere i c. prostata pakkeforløb, hvor der følges op på ovenstående med fornyet scanning og cystoskopi.
Case 2: Manglende opfølgning på positiv urindyrkning
En patient indlægges med recidiv atrieflimmer og incompensatio. Under indlæggelsen observeres patienten tiltagende konfus og med kraftig nedgang i almentilstanden. Patientens hustru har aldrig set patienten så konfus.
3 dage senere findes en positiv urindyrkning taget 4 dage før indlæggelsen (svar på prøven 2 dage før indlæggelse). Prøven er rekvireret af egen læge, men ingen har reageret på prøvesvaret og opstartet behandling.
Den manglende behandling resulterer i, at patientens tilstand er så forværret og almentilstanden så dårlig, at patienten har behov for fast vagt under indlæggelsen.
Case 3: Manglende opfølgning på positiv mycoplasma genitalium
Patienten har igennem længere tid være hos egen læge med svie ved vandladning. Der er blevet lavet urindyrkning og klamydia/gonokok test, som har været negative. Til sidst sendes urin til undersøgelse for mycoplasma genitalium og der kommer et positiv svar tilbage. Svaret bliver ikke givet til patienten. Senere kommer patienten til lægen med et andet problem, og lægen opdager her det positive svar og sætter patienten i behandling.
Læring:
Udredning og diagnostik i almen praksis er ofte baseret på undersøgelser, hvor der er ventetid på et svar. Det er derfor vigtigt, at der i klinikken er etableret sikre arbejdsgange for håndtering af undersøgelsessvar, så patienterne kan få svar og der kan igangsættes evt. yderligere udredning eller relevant behandling.
Aftal altid svarangivelse med patienten via e-mail/e-konsultation, telefon eller korrespondance til hjemmeplejen og informer patienterne om, at de skal tage kontakt, hvis de ikke får svar indenfor aftalt tid. Undgå altid at manglende svar er ensbetydende med normalt svar.
Indholdsansvarlig
Regional risikomanager, Marianne Mølgaard, Nære Sundhedstilbud – Praksisenheden, marianne.moelgaard@rn.dk