Gravid med kraftige smerter
UTH Læringsartikel
Case
Gravid patient i uge 35+ henvender sig i lægevagten med kraftige lændesmerter, der stråler ned i venstre ben. Hun har kvalme og har kastet op én gang. Ingen tidligere episoder. Netop afsluttet behandling for UVI. Hun mærker liv i maven.
Objektivt findes stabile vitalparametre og normal kraft og sensibilitet i benene. Urinstix viser ketoner ++++, blod +++, protein +. Fosterhjertelyd på doppler er 130 og regelmæssig.
Lægen giver patienten Primperan 10 mg i.m. og morfin 10 mg p.o. Ved opfølgning efter ca. 30 min. er der let smertelindring, men stadig kvalme. Der er usikkerhed omkring årsagen til smerterne og der overvejes både iskiassmerter og nyresten. Der bliver konfereret med gyn/obs og patienten sendes til fødemodtagelsen.
Da patienten ankommer til fødemodtagelsen, er hun fortsat smerteforpint. CTG er patologisk, og livmoderen er hård og øm. Vandet bliver taget og er grønt, hvilket tyder på at barnet er stresset. Der foretages sectio grad 2 (indenfor 30 min). Efter fødslen vurderes årsagen til det stressede barn og smerterne i livmoderen at være for meget fostervand, som er opstået pga. en godartet knude i moderkagen. Barnet fødes med anæmi.
Læring
Gravide med kraftige vedvarende smerter i mave, underliv eller lænden efter uge 20+0 bør informeres om at kontakte fødemodtagelsen akut.
Det er vigtigt, at der er lavet en obstetrisk vurdering af både årsag og fosterforhold inden symptombehandling indledes – vurdering i fødemodtagelsen bør derfor ikke forsinkes af, at vagtlæge (eller egen læge) vil afvente effekt af smertestillende i eget regi.
Smerter ved en gravid af denne karakter kan være alvorlige hændelser som fx præterm fødsel, moderkageløsning, infektion i livmoderen eller tilfælde som i ovenstående forløb.
Vurdering af fosterhjertelyd har ikke plads i vurdering af gravide med kraftige nedre smerter.
Indholdsansvarlig
Praksiskonsulent Andreas Toft, andreas.k.toft@gmail.com