Nedsat nyrefunktion - overdosering af Metformin
UTH Læringsartikel
Case
En 75-årig patient med type 2-diabetes har i flere år været i behandling med tablet Metformin 1000 mg 2 gange dagligt. Over de seneste par år er patienten faldet i eGFR til niveau 40 ml/min uden at være blevet reduceret til 500 mg x 2. I forbindelse med en maveinfektion udvikler patienten nyrepåvirkning, som rettes under indlæggelse.
Læring
Ved nedsat nyrefunktion er det vigtigt at være opmærksom på om medicindosis skal justeres. Ved brug af Fælles Medicinbeslutningsstøtte (FMB), vil der gives en advarsel (!) hvis dosis er for høj ift. sidst målte labdata.
Ved eGFR under 45 ml/min reduceres Metformin til max 500 mg x 2.
Ved eGFR under 30 ml/min er Metformin kontraindiceret.
Desuden bør behandling med Metformin (uanset dosis) pauseres ved tilstande med påvirket almen tilstand med risiko for vævshypoxi, dehydrering, alvorlige infektionssygdomme og påvirket nyrefunktion.
Lægemiddelenheden har udarbejdet guiden ”Nedsat nyrefunktion – dosisreduktion og kontraindikation”. Denne guide kan med fordel bruges som et opslagsværktøj til lægemidler, der kræver opmærksomhed ved nedsat nyrefunktion.
Indholdsansvarlig
Regional risikomanager, Marianne Mølgaard, Nære Sundhedstilbud – Praksisenheden, marianne.moelgaard@rn.dk