Forsinket diagnosticering af tibiakondylfraktur

Case fra Patienterstatningen er afgjort ud fra normen ”erfaren specialiststandard”, som betyder, at man vurderes i forhold til, hvad den hypotetiske ypperste specialist på det givne behandlingsområde ville have gjort i den givne situation - herunder den optimale behandling og i rette tid. Afgørelsen i sagerne er ikke vejledende i relation til lægers ansvar udenfor erstatningssagerne, hvor den lægefaglige standard har en lavere barre, idet der her skal leves op til ”almindelig lægefaglig standard”. Patienterstatningssagerne kan derfor medvirke til at belyse nogle konsekvenser af vores handlinger - eller mangel på samme, men betyder ikke, at vi har pådraget os et lægefagligt ansvar som sådan.

Sygehistorie

68-årig kvinde henvender sig på skadestuen, fordi hun er faldet.

Røntgenoptagelser viser en mindre fissur i caput fibula. Hun bliver hjemsendt med krykker, smertestillende og vejledning om at støtte på benet. Kvinden kontakter egen læge 3 uger senere, da hun oplever smerter, når hun støtter på benet. Egen læge foretager ikke knæundersøgelse, men regulerer den smertestillende behandling.

Måneden efter er kvinden hos egen læge igen. Egen læge finder, at de kliniske fund ikke alene stemmer overens med en rift i lægbenet. Hun bliver henvist til røntgen.

Røntgen viser brud i mediale tibiakondyl med depression af ledfladen. Hun bliver henvist til behandling i ortopædkirurgien, hvor man konstaterer, at bruddet ikke har været synligt på den første røntgenoptagelse. Bruddet er nu helet i fejlstilling, og 4 måneder senere får kvinden indsat en knæprotese. 

Vurdering

Patienterstatningen vurderer, at en erfaren specialist ville have foretaget en knæundersøgelse den dag, hvor kvinden er til konsultation 3 uger efter faldet. Egen læge ville med overvejende sandsynlighed have fundet ansamling og smerter langs begge ledlinjer. Herefter ville egen læge med overvejende sandsynlighed henvise til subakut røntgenundersøgelse, som havde givet mulighed for at stille en diagnose umiddelbart efter.

Patienterstatningen vurderer, at hvis kvinden var henvist rettidigt, ville man kunne have foretaget operativ sammenføjning og stabilisering med skinne og skruer af hendes brud. Ved optimal behandling kunne hun således have undgået indsættelse af kunstigt knæled.

Erstatningsafgørelse

Der er tilkendt godtgørelse for svie og smerte på kr. 34.125 for forlænget sygeperiode på 175 dage.

Godtgørelse for varigt mén kr. 41.280,00.

Patientskaden er vurderet til en méngrad på 8%. Patienterstatningen har vurderet at hendes samlede mén udgør 12%, men selv ved optimal behandling måtte hun forvente et varigt mén på 5%, som følge af hendes grundlidelse (tibiakondylfraktur)

Erstatning i alt kr. 75.405,00.

Læring

Den erfarne speciallæge i almen medicin foretager ifølge afgørelsen mindst følgende:
- Klinisk undersøgelse når symptomerne udvikler sig anderledes end forventeligt ud fra primære røntgenfund

Indholdsansvarlig

Peter Gaardbo Simonsen, pegs@rn.dk