Sag nr. 37 - Forsinket diagnose af menisklæsion
OBS: Artiklerne er primært en orientering om hvilken praksis der følges i Patienterstatningen
Case fra Patienterstatningen er afgjort ud fra normen ”erfaren specialiststandard”, som betyder, at man vurderes i forhold til, hvad den hypotetiske ypperste specialist på det givne behandlingsområde ville have gjort i den givne situation - herunder den optimale behandling og i rette tid. Afgørelsen i sagerne er ikke vejledende i relation til lægers ansvar udenfor erstatningssagerne, hvor den lægefaglige standard har en lavere barre, idet der her skal leves op til ”almindelig lægefaglig standard”. Patienterstatningssagerne kan derfor medvirke til at belyse nogle konsekvenser af vores handlinger - eller mangel på samme, men betyder ikke, at vi har pådraget os et lægefagligt ansvar som sådan.
Sygehistorie
10-årig pige er til konsultation hos egen læge, da hun 10 dage tidligere var faldet på cykel og havde slået knæet ind i cyklen. Hun har smerter og hævelse af venstre knæ ved aktivitet. Egen læge anbefaler aflastning, og beder hende henvende sig igen inden for 14 dage ved manglende bedring.
14 dage senere henvender hun sig igen til egen læge, da hun oplever aflåsningstilfælde og hævelse af knæet. Egen læge laver en objektiv undersøgelse, hvor der er positiv Apley´s test. Egen læge vælger at se tiden an.
Ugen efter har pigen stadigvæk smerter i knæet - også ved objektiv undersøgelse, men også her vælger egen læge at se tiden an.
Året efter henvender pigen sig igen til egen læge. Aflåsningstilfælde af knæet har udviklet sig til daglige gener, og hun får smerter, når hun forsørger at strække benet ud. Hun har gået til fysioterapeutisk behandling, men uden effekt. Egen læge henviser hende til ortopædkirurgisk vurdering.
En MR-skanning viser meniskskade med fejlstilling af menisken på ydersiden af venstre knæ.
Vurdering
Patienterstatningen vurderer, at en erfaren specialist ville have henvist til udredning, da pigen henvender sig igen 14 dage efter første konsultation. Ved den objektive undersøgelse af knæet er der positiv Apley´s test, hvilket styrker mistanken om menisklæsion.
Erstatningsafgørelse
Der er endnu ikke lavet erstatningsudmåling i sagen.
Læring
Den erfarne speciallæge i almen medicin foretager ifølge afgørelsen mindst følgende:
- Henviser til udredning ved klinik forenelig med menisklæsion og aflåsning eller menisklæsion og manglende bedring 6-8 uger efter traumet (som er det, der står i lægehåndbogen om menisklæsioner).
Hvis du har modtaget en anerkendelse af en patientskade fra Patienterstatningen |
Indholdsansvarlig
Peter Gaardbo Simonsen, pegs@rn.dk