Sag nr. 41 - Forsinket diagnose og behandling af urinretention

OBS: Artiklerne er primært en orientering om hvilken praksis der følges i Patienterstatningen

Case fra Patienterstatningen er afgjort ud fra normen ”erfaren specialiststandard”, som betyder, at man vurderes i forhold til, hvad den hypotetiske ypperste specialist på det givne behandlingsområde ville have gjort i den givne situation - herunder den optimale behandling og i rette tid. Afgørelsen i sagerne er ikke vejledende i relation til lægers ansvar udenfor erstatningssagerne, hvor den lægefaglige standard har en lavere barre, idet der her skal leves op til ”almindelig lægefaglig standard”. Patienterstatningssagerne kan derfor medvirke til at belyse nogle konsekvenser af vores handlinger - eller mangel på samme, men betyder ikke, at vi har pådraget os et lægefagligt ansvar som sådan.

Sygehistorie

Ved et alment helbredtjek hos egen læge oplyser 74-årig mand, at han de seneste 6 måneder har haft vandladningsgener i form af igangsætningsbesvær og slap stråle. Han lider hverken af hyppige urinvejsinfektioner eller ufrivillige vandladninger. Blodprøve viser ikke forhøjet PSA.

Omkring 8 måneder senere bliver manden behandlet med Selexid efter at urinprøve er positiv for leukocytter, blod og nitrit. Urinprøve sendes til dyrkning, og han får taget blodprøve. 

Behandlingen skiftes efter 2 dage til Ciprofloxacin, da manden oplever bivirkninger ved Selexid. Ved telefonkonsultation efter yderligere 3 dage oplyser manden, at han ikke har haft afføring i 4 dage. Der ordineres Movicol. Samme dag indkommer blodprøvesvar med høj CRP 242 og påvirket nyrefunktion. Egen læge mistænker på den baggrund nyrebækkenbetændelse. Ved konsultation den følgende dag tages ny blodprøve og urinprøve. Her måles CRP til 75. Urinstiks positiv for 4+ blod, 1+ leukocytter og 1+ protein. Der indkommer svar med PSA-måling 80 og leucocytter 16. Egen læge henviser til CT-skanning af nyrer og urinveje og opfølgende måling af PSA.

Ved kontrol 14 dage senere er urinprøven normal og blodprøve viser yderligere fald i CRP. Manden oplyser, at det svier og spænder i nedre del af maven. Undersøgelse viser, at maven er udspilet og spændt op til navleniveau. Han får anlagt et aflastende kateter, og får udtømt 3.500 ml. fra blæren. Egen læge henviser akut til sygehus.

Efter behandling på sygehus forsøger man med kateterfjernelse, men det lykkedes ikke at opnå vandladning. Cystometri viser slap detrusor, og manden skal fortsætte med permanent RIK behandling.

Vurdering

Patienterstatningen vurderer, at en erfaren specialist på baggrund af testsvar med forhøjet CRP, leukocytter samt påvirket nyrefunktion ville have indlagt manden akut. Ved akut indlæggelse ville man med overvejende sandsynlighed have konstateret en stor blære. Man ville på den baggrund have iværksat aflastende behandling med kateter samt intravenøs antibiotisk behandling af urinvejsinfektionen.

Patienterstatningen vurderer, at behandlingsforsinkelsen på 14 dage har medført en forværring af mandens svækkede blæremuskel i form af lammelse af blæremuskelen og behov for RIK.

Erstatningsafgørelse

Patienterstatningen har tilkendt godtgørelse for en forværret blærefunktion svarende til et mén på 8% - i alt 43.128 kr. 

Læring

Den erfarne speciallæge i almen medicin foretager ifølge afgørelsen mindst følgende:

• Henviser ved mistanke om akut kompliceret pyelonefritis med positive testsvar til akut indlæggelse med henblik på intravenøs behandling.

UVI hos ældre mænd kan skyldes blæretømningsbesvær og urinretention. Urinretention kan fanges med ultralydsscanning eller kateterisation, ikke altid ved objektiv undersøgelse af abdomen. Overvej kateterisation i diagnostikken af UVI hos ældre mænd.

Indholdsansvarlig

Peter Gaardbo Simonsen, pegs@rn.dk