Sag nr. 47 - Forsinket diagnose af diskusprolaps

OBS: Artiklerne er primært en orientering om hvilken praksis der følges i Patienterstatningen

Case fra Patienterstatningen er afgjort ud fra normen ”erfaren specialiststandard”, som betyder, at man vurderes i forhold til, hvad den hypotetiske ypperste specialist på det givne behandlingsområde ville have gjort i den givne situation - herunder den optimale behandling og i rette tid. Afgørelsen i sagerne er ikke vejledende i relation til lægers ansvar udenfor erstatningssagerne, hvor den lægefaglige standard har en lavere barre, idet der her skal leves op til ”almindelig lægefaglig standard”. Patienterstatningssagerne kan derfor medvirke til at belyse nogle konsekvenser af vores handlinger - eller mangel på samme, men betyder ikke, at vi har pådraget os et lægefagligt ansvar som sådan.

Sygehistorie

27-årig kvinde møder op på skadestuen henvist af vagtlæge efter at være vågnet med en sovende fornemmelse i foden. Undersøgelsen viser ikke neurologiske udfald og normal D-dimer. På grund af forværring i symptomerne henviser lægevagten til fornyet undersøgelse dagen efter i tromboseklinikken. Der findes fortsat ikke mistanke om DVT eller større nerveaffektion. 

Den følgende dag henvender kvinden sig til egen læge pga. fortsatte smerter i højre underben. Undersøgelse hos egen læge viser 2 cm omfangsforøgelse af højre underben og nedsat følesans svarende til n. peroneus, men ingen kraftnedsættelse. Der er dyb veneømhed og der er dilaterede overfladiske vener. På mistanke om DVT bliver kvinden henvist til ultralydsskanning. Hun bliver dagen efter udredt med D-dimer og ultralyd, som afkræfter DVT og Bakercyste.

Dagen efter ultralydsundersøgelsen møder kvinden til konsultation hos egen læge. Det fremgår af journalen, at hun humper/slæber på højre fod, og at hælgang stort set ikke er muligt. Der er normal tågang og patellar reflekser. Nedsat achillessenerefleks. Dyb lægømhed som strækker sig ud lateralt og fortsætter ned langs fodranden, men ingen rødme eller øget varme af benet. Der er ingen symptomer fra ryggen. På lejet er der normal strakt benløft uden smerter, dog smerter ved opadbøjning af fodleddet, og kraften er lettere nedsat ved opad- og nedadbøjning af foden. CRP er under 5. 

Egen læge mistænker peroneus parese - muligvis som følge af øget tryk/hævelse af højre underben. Egen læge konferer med neurologisk vagthavende, og der bliver aftalt henvisning til subakut vurdering.

Fem dage senere indlægges kvinden akut af anden læge på mistanke om arteriel emboli. Dette bliver afkræftet, men pga. dropfod bliver hun skannet, og en MR-skanning viser en L5/S1 prolaps. 

Vurdering

Egen læge:
Patienterstatningen vurderer, at en erfaren specialist ville have indlagt hende akut dagen efter ultralydsundersøgelsen, hvor hun møder til konsultation hos egen læge.   

Det er Patienterstatningens vurdering, at hun har objektive tegn på peroneus parese. Der er tale om tydelig progression i tilstanden siden seneste konsultation som ligger to dage tilbage. En subakut henvisning var derfor ikke tilstrækkeligt.

Sygehus:
Patienterstatningen vurderer, at en erfaren specialist havde sørget for, at kvinden var blevet tilset af en læge efter at skanningen havde afkræftet DVT, og årsagen til hendes gener stadig var uafklarede.  

Erstatningsansvaret fordeles ligelig mellem sygehus og egen læge 

Erstatningsafgørelse

Patienterstatningen har tilkendt godtgørelse for varigt mén på 8% - i alt 71.880 kr. Hendes samlede méngrad er højere, men hun kunne have undgået en del af lammelsen i højre fod ved tidligere diagnose.

Læring

Den erfarne speciallæge i almen medicin foretager ifølge afgørelsen mindst følgende:

• Henviser til akut vurdering på sygehus ved progredierende parese.
• Neurologisk udfald på underekstremiteterne kan skyldes diskusprolaps i ryggen, også uden smerter i ryggen.
   

Indholdsansvarlig

Peter Gaardbo Simonsen, pegs@rn.dk