Sag nr. 49 - Forsinket diagnose og behandling af arteriel insufficiens
OBS: Artiklerne er primært en orientering om hvilken praksis der følges i Patienterstatningen
Case fra Patienterstatningen er afgjort ud fra normen ”erfaren specialiststandard”, som betyder, at man vurderes i forhold til, hvad den hypotetiske ypperste specialist på det givne behandlingsområde ville have gjort i den givne situation - herunder den optimale behandling og i rette tid. Afgørelsen i sagerne er ikke vejledende i relation til lægers ansvar udenfor erstatningssagerne, hvor den lægefaglige standard har en lavere barre, idet der her skal leves op til ”almindelig lægefaglig standard”. Patienterstatningssagerne kan derfor medvirke til at belyse nogle konsekvenser af vores handlinger - eller mangel på samme, men betyder ikke, at vi har pådraget os et lægefagligt ansvar som sådan.
Sygehistorie
48-årig mand, aktiv ryger og kendt med svære arteriosklerose i benene, henvender sig til egen læge med ondt i ryggen, nakken og hovedet. Oplyser symptomerne minder om dem, der var til stede inden stent-behandling af bækkenkar udført 3 år tidligere.
Det fremgår ikke tydelige af egen læges journal at denne henviser, men 4 dage senere ses i journalen fra privathospital, at patienten på baggrund af henvisning ses til forundersøgelse. Karkirurg finder på baggrund af fornemmelser i venstre ben af sovende karakter som svinder efter en kort pause og det forhold, at der er fundet velfyldte lyskepulse og perifert normal puls ikke, at der er behov for yderligere karkirurgisk udredning. Han noterer sig, at der for 3 år siden forud for operationen var højresidig lægclaudicatio med en gangdistance på et par hundrede meter. MR-skanning af lænden viste ikke tegn på spinalstenose.
Ved efterfølgende konsultation hos egen læge uddybes anamnesen og manden oplyser, at han gennem 9 måneder har haft stærke smerter i venstre balle, med spredning til hele benet. Smerterne er gangudløste, og gangdistancen er nedsat til 20-30 meter. Egen læge tager udgangspunkt i, at mandens arteriosklerose er velbehandlet og henviser derfor til udredning i ortopædkirurgisk regi. Manden er tillige selv aktivt opsøgende i forhold til udredning og behandling i privat regi.
De efterfølgende 6 måneder oplever manden gentagne hofte- og lændesmerter. Egen læge henviser da til fornyet karkirurgisk vurdering på mistanke om atypiske åreforkalkningssymptomer. Manden får lavet en CT-angiografi, der viser forsnævring svarende til de tidligere indsatte stents. Han gennemgår fornyet ballonudvidelse med indsættelse af stents.
Vurdering
Patienterstatningen vurderer, at da manden henvender sig første gang, ville en erfaren specialist have undersøgt blodtrykket i ben og fod, som med overvejende sandsynlighed havde vist nedsat blodforsyning til benet. Patienterstatningen har i deres vurdering lagt vægt på, at manden er kendt med arteriel insufficiens, og symptomerne er de samme som før stentningen år tilbage. Han kunne herefter være henvist til videre behandling.
Patienterstatningen vurderer også, at en erfaren specialist havde undersøgt og henvist til fornyet udredning for nedsat blodforsyning til benene, da manden henvender sig med oplysning om gangudløste smerter i 9 måneder. Patienterstatningen lægger vægt på, at også her er der tale om lignende symptomer som inden indsættelse af stents år tilbage.
Erstatningsafgørelse
Patienterstatningen har tilkendt skønsmæssig godtgørelse for svie og smerte på 40.000 kr.
Erstatningsansvaret fordeles ligeligt mellem egen læge og det behandlingssted, hvor manden fik udført en karkirurgiske vurdering, som Patienterstatningen vurderer, ikke lever op til erfaren specialiststandard.
Læring
Den erfarne speciallæge i almen medicin og karkirurgi foretager ifølge afgørelsen mindst følgende:
- Sikrer sig der umiddelbart foretages distal blodtryksmåling hos patienter som efter karkirurgisk intervention oplever recidiv af symptomer
- også selvom der er påviselig fodpuls skal der udredes for nedsat blodforsyning
Hvis du har modtaget en anerkendelse af en patientskade fra Patienterstatningen |
Indholdsansvarlig
Peter Gaardbo Simonsen, pegs@rn.dk