Atrieflimren, forsinket diagnostik og behandling
Case fra Patienterstatningen er afgjort ud fra normen ”erfaren specialiststandard”, som betyder, at man vurderes i forhold til, hvad den hypotetiske ypperste specialist på det givne behandlingsområde ville have gjort i den givne situation - herunder den optimale behandling og i rette tid. Afgørelsen i sagerne er ikke vejledende i relation til lægers ansvar udenfor erstatningssagerne, hvor den lægefaglige standard har en lavere barre, idet der her skal leves op til ”almindelig lægefaglig standard”. Patienterstatningssagerne kan derfor medvirke til at belyse nogle konsekvenser af vores handlinger - eller mangel på samme, men betyder ikke, at vi har pådraget os et lægefagligt ansvar som sådan.
Sygehistorie
En 72-årig mand var til årskontrol for forhøjet blodtryk hos egen læge. Han er i forvejen i behandling med blodtrykssænkende medicin (Bisoprolol), kolsterolsænkende medicin (Atorvastatin) og blodfortyndende medicin (Hjertemagnyl).
En sygeplejerske tager EKG, blod og urinprøve, blodtryk er (130/70). Manden oplyser at han får vejrtrækningsproblemer ved større anstrengelser.
Manden får svar på EKG ved konsultation ved egen læge 6 dage efter. EKG viste forkammerflimmer med langsom rytme (bradykardi), to ventrikulære ekstraslag, venstresidig akse og forandringer efter en tidligere blodprop i hjertet (sket for ca. 15 år siden). Derudover får han lavet en undersøgelse af lungefunktionen, som blev vurderet til at være fin. Egen læge reagerer ikke på EKG forandringerne.
Et år senere bliver manden indlagt på sygehus efter, at han er vågnet med nedsat kraft i højre side af kroppen (hemiparese) og im – og ekspressiv afasi. MR-skanning viste en stor blodprop i venstre side af hjernen.
Vurdering
Patienterstatningen vurderer, at en erfaren specialist ville have henvist til kardiologisk afdeling senest samme dag, hvor manden er til konsultation hos egen læge. Der er lagt vægt på, at hjertediagrammet ved årskontrollen viste atrieflimren med langsom ventrikelrytme (bradykardi) og samtidig åndenød ved anstrengelse.
Ved atrieflimren, der har varet over 48 timer, eller hvis varigheden er ukendt, skal patienten henvises til undersøgelse på kardiologisk afdeling med henblik på vurdering af evt. behandling med blodfortyndende medicin, regulering af hjerterytme, og ekkokardiografi hos patienter med åndenød.
Ved kronisk atrieflimren anbefales blodfortyndende medicin, for at forebygge blodpropper i hjernen, som er en kendt risiko ved arterieflimren.
Ved rettidig henvisning ville manden med overvejende sandsynlighed sat i blodfortyndende behandling i form af Marevan eller NOAK. Dermed ville risikoen for en storkars apopleksi været reduceret med mere end 50%.
Erstatningsafgørelse
Ménvurdering: Svær afasi samt moderat højresidig hemiparese og let facialisparese. Ménerstatning på baggrund af patientskaden er på 100%. I alt kr. 516,000,00. Derudover godtgørelse for svie og smerte på i alt kr. 36.780,00.
I alt kr. 552.780,00
Læring
Den erfarne speciallæge i almen medicin foretager ifølge afgørelsen mindst følgende:
Patienter med nyopdaget atrieflimren og -flagren vurderes som udgangspunkt af en hjertespecialist med hensyn til udredning af underliggende hjertesygdom (ekkokardiografi) og rådgivning vedrørende valg af behandling (rytmeregulering/ frekvensregulering/ AK-behandling)
Indholdsansvarlig
Peter Gaardbo Simonsen, pegs@rn.dk.