Opfølgning på henvisning til kræftpakke
UTH Læringsartikel
Patient henvises til kræftpakkeforløb den 22/6 2020 efter 2 måneders mavesmerter. 3 dage senere modtager klinikken indkaldelse – patienten har fået en tid den 10/8 2020. I klinikken overses det, at patienten er henvist i pakkeforløb, og dermed får en for sen tid til udredning. Sygehuset overser også, da de indkalder patienten, at det er en pakkehenvisning. Patienten reagerer ikke på indkaldelsen og henvender sig ikke i klinikken som ellers aftalt.
Patienten tilses som planlagt på hospitalet den 10/8 2020 og henvises til MRCP. I ventetiden bliver patienten indlagt akut den 1/9 2020 med mistanke om galdeblærebetændelse. Der foretages laparoskopi, hvor der påvises carcinomatose. Knap 2 mdr. senere dør patienten.
Læring
På baggrund af hændelsen er der ved egen læge blevet indført en ny arbejdsgang for at sikre opfølgning på henvisninger til kræftpakker. Udover at det altid aftales med patienterne, at de skal henvende sig i klinikken, hvis de ikke hører fra hospitalet inden tidsfristen, så sikrer lægen også, at patienterne sættes i klinikkens huske kø – ”pakke-kø”. Herefter tjekker den administrative sygeplejersker/sekretær 1 gang ugentligt op på, om patienterne er blevet indkaldt – på den måde sikres, at ingen patienter bliver tabt.
Har I en arbejdsgang, der sikrer opfølgning på henvisninger til pakkeforløb i din/jeres klinik?
Indholdsansvarlig
UTH-konsulent i Nord-KAP, Sivas Sivayoyajeyam, ssi@rn.dk
Regional risikomanager, Marianne Mølgaard, Nære Sundhedstilbud – Praksisenheden, marianne.moelgaard@rn.dk