Henvisning til psykologhjælp (18-24-årige med angst og depression)
Indledning
Pr. 1. oktober 2026 overgår det vederlagsfri behandlingstilbud for 18-24-årige med angst og depression fra praktiserende psykologer med ydernummer til regionerne.
Samtidig indføres en patientrettighed om hurtig behandling, som indebærer, at borgerne skal tilbydes opstart af behandling inden for 30 dage fra henvisningsdatoen. Hvis regionen ikke kan tilbyde behandling inden for denne frist, får borgeren ret til at benytte et privat behandlingstilbud. Regionen har indgået aftaler med privatpraktiserende psykologer om varetagelse af denne opgave.
Hvis patienten allerede har haft én eller flere samtaler hos en ydernummerpsykolog inden d. 1. oktober 2026, og vedkommende ønsker at overgå til det regionale tilbud, vil det kræve en ny henvisning. Patienten kan således enten kontakte egen læge med henblik på en ny henvisning eller vælge at færdiggøre forløbet hos ydernummerpsykologen. Forløb hos ydernummerpsykolog kan afsluttes helt frem til udgangen af september 2027.
Skift til ny henvisningstype – national dynamisk henvisning
Den eksisterende standard for psykologhenvisninger kan ikke anvendes til henvisninger til hospital. Det er derfor besluttet, at der fra 1. oktober 2026 skal benyttes den dynamiske henvisning (REF01) "Psykologbeh. 18-24 årige med let-moderat angst eller depression".
Målgruppe
Målgruppen er 18-24-årige med let til moderat angst eller depression:
Henvisning
Henvisningen sendes til Psykiatrisk Visitationsenhed (802699V Alb Psykiatrisk Visitation, lokationsnummer: 5790002511608). Ved spørgsmål kan Psykiatrisk Visitationsenhed kontaktes for faglig rådgivning.
Der er oprettet en dynamisk henvisning "Psykologbeh. 18-24 årige med let-moderat angst eller depression", som benyttes ved henvisning. Den indeholder felter til de ønskede oplysninger:
Henvisning bør indeholde
(Fraser i den dynamiske henvisning)
- Henvisningsdiagnose
- P74 Angst / P76 Depression / P79 Fobisk/obsessiv/kompulsiv tilstand
- Anamnese
- Psykometri (anbefalede test):
- Depression: MDI (Major Depression Inventory) – angiv score/sværhedsgrad.
- Angst(OCD): ASS (Anxiety Severity Scale) – angiv score/sværhedsgrad.
- Evt. supplerende psykometriske test: Hamilton-17 (depression) eller Hamilton-angstskala
- Funktionsevnebeskrivelse
- Evne til at passe studie/beskæftigelse, fremmøde og at kunne opretholde fritidsinteresser
- Kontakt til familie, venner og netværk
- Patientens ressourcer og engagement i behandling
- Nylige ændringer: Evt. akut forværring eller væsentlige livsændringer
- Særlige bemærkninger, herunder:
- Medicinsk behandling og evt. komorbiditet
- Psykometri (anbefalede test):
Lokationer
Der etableres psykologiske ungeklinikker i Aalborg, Thisted og Hjørring på henholdsvis Aalborg Universitetshospital og Regionhospital Nordjylland.
De privatpraktiserende psykologer, som regionen samarbejder med, er for nuværende placeret i følgende byer: Aalborg, Svenstrup, Løkken, Hjørring, Rebild, Thisted, Støvring og Dronninglund. Der kan løbende komme flere private leverandører til.
Behandlingsforløb
Regionen er ansvarlig for visitationen, der danner grundlag for at beslutte, hvilket behandlingstype, som bedst matcher den enkelte borgers behandlingstype, præferencer og livssituation. Som led i denne vurdering gennemfører regionen en forsamtale, der finder sted enten på Aalborg Universitetshospital eller på Regionshospital Nordjylland. På baggrund af forsamtalen visiteres borgeren til ét af følgende tre behandlingstyper:
- Digitalt forløb med skriftlig guidning. Denne behandlingstype består af digital psykologbehanding gennem Center for Digital Psykiatri, Region Syddanmark.
- Gruppeforløb. Et gruppeforløb består af 8 deltagere, som deltager i op 12 terapisessioner. Hver session har en varighed på 2 timer og gennemføres af 2 psykologer.
- Individuelt forløb. Et individuelt behandlingsforløb ved en psykolog består af op til otte konsultationer af 45 minutters varighed.
Senest otte hverdage efter, at henvisningen er modtaget, vil borgeren modtage et brev med oplysninger om dato og sted for opstart af det behandlingsforløb, vedkommende er visiteret til. Behand-lingen kan foregå enten i en regional behandlingsenhed eller hos en privatpraktiserende psykolog, som regionen har indgået aftale med.
Forløbets afslutning
Behandlingsforløbet er tidsafgrænset og kan ikke forlænges. Ved forløbets afslutning sendes en epikrise til den henvisende læge.
Hvis der efter afsluttet forløb fortsat er behov for behandling, kræver det en ny henvisning fra egen læge. Der er ingen tidsfrist for, hvornår forløbet eventuelt kan gentages
Indholdsansvarlig
Praksiskonsulenter Jeanette Sørensen og Morten Ohrt
Rikke Thorst, r.thorst@rn.dk, Nære Sundhedstilbud - Praksisenheden, Region Nordjylland.