Graviditetskløe med leverpåvirkning (intrahepatisk cholestase i graviditeten)
Resume
Diagnosen stilles på den karakteristiske hudkløe, oftest opstået i tredje trimester, samt forhøjelse af serum-galdesalte.
Indledning
Intrahepatisk kolestase ses i 1-3% af alle graviditeter, hvoraf ca 80 % har let intrahepatisk kolestase (galdesalte < 40 µmol/l).
Ophobningen af galdesalte giver hudkløe men øger også risikoen for pludselig intrauterin død, formodentlig pga føtal arytmi eller akut placentainsufficiens. Ophobningen af galdesalte forsvinder oftest 1-2 uger efter fødslen. Enkelte har efter fødslen vedvarende forhøjede leverenzymer og bør henvises til specialist.
Der findes genetisk prædisposition. Efterfølgende graviditeter vil oftest være forbundet med recidiv.
Forløb i almen praksis
Symptomerne er primært kløe i håndflader og fodsåler, men kløen kan brede sig til arme, ben, bryst og abdomen. Der ses ingen hudelementer. Hudkløen ses sjældent før 20. graviditetsuge, og progredierer oftest gennem graviditeten. Ikterus er sjælden.
Diagnosen stilles ud fra den karakteristiske hudkløe samt serum galdesalte ≥19 µmol/l.
Der bør tages følgende blodprøver i praksis inden evt. henvisning til obstetrisk amb:
- Serum galdesalte samt ALAT, prøven kan tages ikke-fastende.
Henvisning til obstetrisk ambulatorium
- Galdesalte > 100 eller nedsatte fosterbevægelser: Akut henvisning. Patienten ses akut til CTG, UL og levertal.
- Monosymptomatisk hudkløe (normal graviditet og normale fosterbevægelser) og galdesalte ≥19 µmol/l: Elektiv henvisning. Patienten ses i løbet af få hverdage.
- Kløe og forhøjet ALAT (2-3 gange normalt): Elektiv henvisning. Patienten ses i løbet af få hverdage.
Ved ulidelig kløe og normale blodprøver bør fastende galdesalte og ALAT kontrolleres efter 10-12 dage. Ved fortsat hudkløe trods normale blodprøver kan henvises elektivt til obstetrisk vurdering. Patienten vil blive set indenfor 3 hverdage.
Behandling af kløe
Lindring kan forsøges med zinkliniment efter behov, men har usikker effekt. Antihistaminer kan prøves, men med forsigtighed, da der kan optræde søvnforstyrrelser og psykisk påvirkning. Effekt ses overvejende ved natlig kløe pga. den sederende effekt.
Forløb på sygehuset
Der tages CTG og måles levertal ugentligt, desuden løbende tilvækstscanninger.
Ursodeoxycholsyrebehandling (Ursofalk®, Ursochol®) er førstevalgsbehandling, da det ofte medfører symptomlindring og bedring af leverbiokemi. Dosis: 250 mg x 3, eventuelt stigende til 500 mg x 3 ved manglende effekt. Behandlingen fortsættes indtil fødslen.
Fødslen igangsættes uge 38-40.
Post partum
Tilstanden normaliseres oftest 1-2 uger efter fødsel.
Alle gravide med forhøjede galdesalte i graviditeten bør have målt galdesalte og levertal hos e.l. 8 uger efter fødslen. Ved vedvarende forhøjede værdier bør patienten henvises til gastroenterolog.
Links
DSOG-guideline for leverbetinget graviditetskløe
Leverbetinget graviditetskløe i Lægehåndbogen
ICPC koder
W99 Graviditetskløe med leverpåvirkning
Forfatter / indholdsansvarlig
Praksiskonsulent Andreas K. Toft, andreas.k.toft@gmail.com og Anne Sørensen, PhD, specialeansvarlig overlæge for obstetrik, Aalborg Universitetshospital.
Tilrettet sundhed.dk ved praksiskonsulent Peter Bystrup, bystrup@dadlnet.dk
NB.
Nord-KAPs forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.