Patienter med mistænkt veneblodprop (DVT)
Indledning
Veneblodprop (DVT) er blodpropsdannelse i de dybereliggende vener. Langt den hyppigste lokalisation er benenes og bækkenets vener. Risikoen øges fra ca. 1/10.000 for individer under 40 år til ca. 1/100 hos individer over 80 år.
Forløb i almen praksis
Det er afgørende at få den kliniske mistanke, da symptomer og fund kan være diffuse og da en lang række andre kliniske tilstande kan have lignende symptomer. Kliniske scoringssystemer (fx Wells, se herunder) kan derfor med fordel anvendes.
Måling af D-dimer
Den kliniske vurdering kan suppleres med måling af D-dimer og CRP.
D-dimer er en sensitiv analyse, der ofte kan være falsk positiv, specielt ved hæmatomer, cancer, infektion, inflammation og Baker cyster. Den diagnostiske værdi er derfor størst ved normal D-dimer. D-dimer kan tages i almen praksis.
Ved lav klinisk sandsynlighed for DVT (Wells score ≤1) og en D-dimer under den diskriminative grænse (0,50 mg/l, med alderskorrektion 0,1 mg/l højere for hvert 10 år over 50, dvs. 0,60 mg/l for 60 årige etc.), er billeddiagnostiske undersøgelser ikke nødvendige for at udelukke DVT. Afhængigt af klinikken kan der aftales kontrol hos egen læge efter en uge.
- Hvis D-dimer kan foreligge inden for 1 døgn afventes svaret inden evt. påbegyndelse af NOAK.
- Hvis D-dimer ikke kan foreligge indenfor 1 døgn påbegyndes NOAK umiddelbart.
Ved intermediær eller høj klinisk sandsynlighed for DVT (Wells score ≥2) er der derimod indikation for billeddiagnostisk undersøgelse uanset D-dimer.
Behandling med NOAK påbegyndes forudsat der ikke skønnes at være kontraindikationer og der henvises til udredning på hospital, se flowchart herunder. Patienter, som har svær nyresygdom, betydende komorbiditet eller som er akut påvirkede, indlægges akut via medicinsk visitator på Aalborg UH/Regionshospitalet, Hjørring.
NB: Det skal bemærkes, at bilateralt ødem ikke er typisk for DVT, og ligeledes at sandsynligheden for ny DVT er beskeden hos patienter, der allerede er i blodfortyndende behandling.
Flowchart: Udredning af mistænkt DVT
Til initial behandling af den alment upåvirkede patient før konfirmatorisk ultralyd anbefales blodfortynding (NOAK: Xarelto 15 mg x 2). Xarelto er på positivlisten og kan udleveres til patienterne fra enten lægevagt, akut modtagelser eller skadestuer. Der skal IKKE skrives recept på NOAK, da erfaringen er, at DVT mistanken kun bekræftes i <20% af de henviste.
Henvisning
Samtidig med påbegyndelse af behandling hos den alment upåvirkede patient henvises denne til nærmere udredning på DVT-klinikkerne i hhv. Farsø, Hjørring eller Thisted.
Ved henvisning til Farsø vil patienten vil blive indkaldt telefonisk næste hverdag inden kl. 10 til fortsat udredning og behandling. Farsø arrangerer transport.
Oplysninger om modtagne afdelinger
Farsø: 8001609 Far Medicinsk Ambulatorium, lokationsnr.: 5790002015540
Hjørring: 8003619 Hjr Hjertemedicin Ambulatorium, lokationsnr.: 5790002512216
Thisted: 760304V Thy Med Visitation, lokationsnr.: 5790002406164
Kontakt og rådgivning
- Farsø telefonnr.: 97 65 35 58
- Hjørring telefonnr.: 97 64 08 39
- Thisted telefonnr.: 97 65 05 43
Forfattere og indholdsansvarlig
Ledende overlæge Gunnar Lauge Nielsen, Medicinsk Afdeling, Farsø
Praksiskonsulent Marianne Siersbæk, masi@rn.dk