Allergisk reaktion
UTH Læringsartikel
En patient henvendte sig til fysioterapeut med en hælspore. Ved 1. konsultation modtog patienten akupunkturbehandling, og efterfølgende blev foden tapet. Inden foden blev tapet, fortalte patienten, at hun var overfølsom overfor latex – fysioterapeuten vidste ikke, om tapen indeholdt latex, men informerede patienten om, at hun kunne tage tapen af, såfremt hun oplevede symptomer. De blev derefter enige om at tape foden. Ved næste konsultation kom patienten med en kraftig allergisk reaktion i området, hvor tapen havde siddet. Tapen blev seponeret og der blev givet akupunktur udenfor området med den allergiske reaktion. Ved 3. konsultation blev der igen givet akupunktur, og efterfølgende ringede patienten og fortalte, at hun igen havde fået en kraftig allergisk reaktion. Patienten fortalte endvidere, at hun er overfølsom overfor nikkel. Fysioterapeuten undersøgte derfor, ved producenten af akupunkturnålene, om disse skulle indeholde nikkel. Producenten oplyste, at nålene er af kirurgisk stål og indeholder nikkel, men at de ikke afgiver det. Producenten oplyste også, at de aldrig har oplevet allergiske reaktioner med deres nåle.
Det er uklart for fysioterapeuten om de allergiske reaktioner er opstået på baggrund af tapen, akupunkturnålene eller begge dele. Det er det samme mærke akupunkturnåle, som er blevet anvendt ved alle tre konsultationer, patienten har tidligere haft god effekt af akupunktur, og der er kun blevet anvendt tape ved den første konsultation.
Læring:
I forbindelse med anamnesen kan der med fordel spørges ind til nikkelallergi eller allergi overfor latex/tape/plaster, såfremt der overvejes akupunkturbehandling eller anvendelse af tape. Herudover kan der også med fordel spørges ind til, om patienten har tidligere erfaring med de to behandlingstyper.
Ved patienter der tidligere har udvist overfølsomhed overfor enten nikkel eller tape er det vigtigt med dialog omkring mulige reaktioner og erfaringer. Derudover kan det være en fordel at starte ud med et lille behandlingsområde, indtil det er kendt, om patienten udvikler en allergisk reaktion som følge af behandlingen.
Indhold leveret af:
9260 Gistrup