Parvovirus B19 og graviditet
Forløbsbeskrivelse - ICPC: A77, W71
Nøglepunkter
- Lussingesyge (parvovirus B19) under graviditet kan i sjældne tilfælde medføre alvorlige komplikationer, særligt blodmangel hos fosteret og abort.
- Ca. 2 ud af 3 gravide er immune over for parvovirus B19 grundet tidligere infektion.
- Gravide, der mistænker smitte, bør kontakte egen læge for vurdering og eventuel henvisning til specialafdeling ved smitte i graviditeten.
- Der anbefales ikke rutinemæssig fraværsmelding for gravide, der arbejder med små børn, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
Indledning
Lussingesyge er en mild virusinfektion, der typisk rammer børn, men gravide uden tidligere immunitet kan smittes. Hvis man smittes i graviditeten, kan fosteret i sjældne tilfælde udvikle blodmangel, eller det kan medføre abort. Sygdommen giver ikke misdannelser.
Forløb i Almen Praksis
1. Vurdering af smitterisiko
- Ved mistanke om smitte tages blodprøve for at undersøge immunstatus (IgG og IgM-antistoffer) uanset gestationsalder ved formodet smittetidspunkt.
- Ved påvist immunitet med pos IgG og neg. IgM er der ingen risiko for mor eller foster.
- Ved nylig infektion IgM positiv (ofte samtidig pos IgG) i graviditeten henvises til specialafdeling (obstetrisk afd.).
- Risikoen for vertikal transmission til fosteret estimeres til 25%
- Risikoen for føtal smitte stiger med gestationsalder og er størst efter 20. graviditetsuge, men risiko for føtale konsekvenser af infektion er størst ved smitte før GA 20
- Risiko for abort/fosterdød angives til ca. 9% hos gravide, der får infektionen før GA 20. Der er meget lavere risiko senere i graviditeten, omend føtal anæmi fortsat kan forekomme efter GA 20.
2. Rådgivning om forebyggelse
- Generel fraværsmelding fra arbejde med små børn anbefales ikke rutinemæssigt.
- Smitteforebyggende råd hos alle: Bliv hjemme ved sygdom, luft ud, vask hænder, gør rent og host/nys i ærmet.
- Der findes ingen vaccine mod lussingesyge.
Henvisning
- Gravide med nylig infektion – IgM positiv i graviditeten henvises til specialafdeling, også ved samtidig IgG.
Forløb på sygehus/Specialist
- Opfølgning med ultralydsscanninger med ca. 2 ugers interval indtil minimum 12 uger efter formodet smittetidspunkt/serokonvertering uanset gestationsalder ved smittetidspunkt.
- Ved udvikling af anæmi hos fosteret kan blodtransfusion i sjældne tilfælde være nødvendig.
Links
ICPC-2
Oplysninger om Henvisningsenheden/Modtagne afdelinger
| Alle elektive henvisninger sendes til: Henvisningsenheden Lykkebækvej 2 4600 Køge Lokationsnummer 5790002278044 med tydelig angivelse af: Tentativ diagnose og speciale Tlf. 47 32 89 99 - mail: henvisningsenheden@regionsjaelland.dk |
Forfatter/Indholdsansvarlig/Godkendelse
- Overlæge på sygehus: Kathinka Nyborg
- Praksiskonsulent: Charlotte Voglhofer
- Sundhedsfagligt råd: Gynækologi og obstetrik
Næste Opdatering
Planlagt: 2028
Region Sjælland’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.