Endometriose
Nøglebudskaber
- Kronisk lidelse hos fertile kvinder og relativt hyppig årsag til kroniske eller recidiverende underlivssmerter.
- Diagnosen baseres primært på anamnese med svær dysmenorré, acykliske underlivssmerter, evt. dyspareuni, dyskesi og infertilitet.
- Dysmenorré skal altid tages alvorligt og behandles.
- Behandlingen er primært medicinsk med hormonel behandling suppleret med NSAID.
Emneord: Endometriose, menstruationssmerter, underlivssmerter, infertilitet, adenomyose, endometriomer.
Indledning
Endometriose er en østrogenafhængig kronisk lidelse, som giver anledning til smerter og risiko for adhærencedannelse hos fertile kvinder. Tilstanden forekommer hos 5-10% af kvinder i fertil alder, hvoraf 2-4% bliver symptomgivende. Hos infertile kvinder eller kvinder med kroniske underlivssmerter kan endometriose påvises hos 15-50%.
Endometriose kan også findes hos teenagere, hvor dysmenorré i forvejen er meget hyppigt.
Forløb i Almen Praksis
Mulige undersøgelser inden henvisning
Anamnese:
- Gynækologisk
- Smertemønster med relation til menstruationscyklus,
- infertilitet
- dysmenorré,
- dyb dyspareuni (smerter ved coitus),
- smerter ved afføring og vandladning (dyskesi),
- mere diffuse symptomer som oppustethed, vekslende afføringsmønster og træthed er også hyppigt,
- Tidligere effekt af p-piller,
- Bækkenbundsmyoser er typisk sekundært
Objektiv undersøgelse:
- Gynækologisk undersøgelse kan være helt normal, men hvis der er endometriose i vagina kan ses ved inspektion blålige eller fibrøse endometriosedannelser i fornix posterior
- Palpation for udfyldninger og ømhed i fornix posterior, bag uterus og vurdering af uterus mobilitet samt vurdering af evt. bækkenbundsmyoser.
Behandling i almen praksis:
Egen læge kan tilbyde behandling ved ovenstående symptomer, uafhængig af hvad symptomerne skyldes. Man kan ofte ikke skelne mellem dysmenorré og endometriose ved f.eks. ultralydsscanning, hvorfor behandling bør påbegyndes på mistanke.
- NSAID og kombinations p-piller eller gestagenspiral som første valg
- Ren gestagenbehandling med f.eks. desogestrel er lige så effektivt, men giver dårligere blødningskontrol
- P-piller kan gives kontinuert med pause i 4 dage ved gennembrudsblødning
- Ved endometriose er recidiv af symptomer stor ved seponering af behandling.
- Motion og fysioterapeutisk behandling ved samtidige bækkenbundsmyoser.
Henvisning
Kriterier for henvisning
Henvisning til speciallæge i gynækologi eller lokal gynækologisk afdeling ved:
- Pt ønsker eller tåler ikke hormonel behandling
- Fortsatte symptomer trods medicinsk behandling i 4-6 måneder
- Objektive fund ved gynækologisk undersøgelse
- Fertilitetsønske
Pt med kendt endometriose, som ikke har opnået spontan graviditet efter 6 mdr kan tilbydes henvisning til fertilitetsbehandling.
I henvisningen anføres symptomer, varighed, objektive fund, tidligere behandling/operationer og evt. graviditetsønske.
Forløb på Sygehus / Specialist
Diagnostik
- Ultralydsscanning
- Evt. MR-scanning ved mistanke om dyb infiltrerende endometriose
- Evt. laparoskopi med biopsi.
Behandlingstilbud
Afhænger af symptomer og problemstilling (evt graviditetsønske). Kan deraf være både medicinsk behandling eller kirurgisk behandling.
Forløb i Kontrolfasen - Almen Praksis
Efter specialistbehandling
- Efter etablering af velfungerende medicinsk behandling afsluttes til egen læge
- Kontrol af medicinsk behandling inkl. skift af hormonspiral (hvis muligt ved egen læge)
- Ved klimakterielle gener anbefales kontinuerligt østrogen-gestagen præparat. Ved behov for hormonel substitutionsbehandling i klimakteriet anbefales kontinuerligt kombinationspræparat, også til hysterektomerede, idet østrogen alene kan reaktivere sygdommen og føre til malign omdannelse af tilbageværende endometriosevæv.
- Information om risiko for recidiv efter graviditet eller seponering af behandling.
Links
ICPC-2
Oplysninger om henvisningsenheden
| Alle elektive henvisninger sendes til: Henvisningsenheden Lykkebækvej 2 4600 Køge Lokationsnummer 5790002278044 med tydelig angivelse af: Tentativ diagnose og speciale Tlf. 47 32 89 99 - mail: henvisningsenheden@regionsjaelland.dk |
Godkendelse og næste opdatering
Forfatter/ Indholdsansvarlig/ Godkendelse
- Sygehus: Gynækolog, Overlæge Pia Engell Winther ved SUH/Roskilde
- Praksiskonsulent: Charlotte Voglhofer
- Sundhedsfagligt råd: Gynækologi og obstetrik
Planlagt: 2027
Region Sjælland’s forløbsbeskrivelser er vejledninger og ikke visitationsretningslinjer.
De skal bl.a. støtte praktiserende læger i udfærdigelsen af henvisninger og sikre bedre patientforløb.