AK-behandling, selvmonitorering
Baggrund
Det har i internationale videnskabelige undersøgelser vist sig, at såvel behandlingskvalitet som livskvalitet bedres, når patienter overgår fra traditionel styring af AK-behandlingen til selvstyring.
I center for trombose og hæmostase, Klinisk Biokemisk afdeling, Næstved Sygehus, er der etableret en uddannelse, hvor patienter i varig AK-behandling kan blive uddannet til selvstyring af den tromboseprofylaktiske behandling.
Kriterier for henvisning
Forudsætningen for at en patient kan blive oplært i selvstyring af behandlingen er:
- Indikation for varig AK-behandling med marevan eller marcoumar
- Patientens eget ønske
- Patienten skal fysisk og psykisk være i stand til at mestre blodprøvetagning med fingerprikteknik og kunne tilegne sig den nødvendige teoretiske viden om behandlingen
Behandlingstilbud
Patienter fra hele Region Sjælland kan henvises til AK-skolen i Næstved, men på grund af begrænset kapacitet må der påregnes ventetid fra henvisning til påbegyndelse af uddannelsen.
Uddannelsen har en samlet varighed på 6 måneder inden en patient er fuldt selvstyrende. Der er 4 fremmøder i AK-skolen á ca. 2 timers varighed. Ved de 3 første instrueres patienten i prøvetagning, biologiske og biokemiske sammenhænge samt doseringsprincipper. Sidste fremmøde er en skriftlig test. Herefter foretages kontrol af patientens måleapparatur en gang årligt. Ved særlige problemstillinger kan patienten kontakte Center for trombose og hæmostase. Patienten rapporterer målte INR værdier til Center for trombose og hæmostase 3 gange årligt.
Forfatter Arne Bremmelgaard, Center for Trombose og hæmostase, Næstved Sygehus
april 2010