Opioidindsatsen
Læs om Region Sjællands indsatser for at nedbringe det samlede forbrug af opioider i regionen.
Behandling med opioider er effektiv mod forskellige smertetilstande, men bør oftest være kortvarig, da opioider er stærkt vanedannende og langvarigt forbrug indebærer risiko for forskellige bivirkninger herunder påvirkning af uddannelses- og arbejdsevne.
Målsætning
Region Sjælland har opstillet følgende mål:
- Nedbringe det samlede opioidforbrug
- Nedbringe antallet af personer, der får ordineret opioider
- Nedbringe den gennemsnitlige varighed patienter er i behandling med opioider
- Undgå at opioidforbruget af enkelte præparater erstattes af andre lignende præparater eller forbruget ”overflyttes” til andre former for medicin for eksempel benzodiazepiner.
Indsatser
For at indfri de regionale mål har Region Sjælland i flere år gennemført og gennemfører stadig en række indsatser i samarbejde med almen praksis. Der er imidlertid behov for at gøre en ekstra indsats, hvis forbruget af opioider i skal nedbringes væsentligt og varigt.
Region Sjælland har derfor, med input fra relevante aktører på smerteområdet, iværksat en række indsatser. Indsatserne favner bredt i forhold til almen praksis og sygehusene:
- For almen praksis handler det bl.a. om øget brug af data, en ny klyngepakke med fokus på opfølgning ift. opioidbehandling samt et kursus til efteruddannelse af klinikpersonale, så de kan understøtte aftrapning.
- For sygehusene handler det bl.a. om ensretning af instrukser og retningslinjer med særligt fokus på udskrivelse og sektorovergangen.
I 2023 ønsker Region Sjælland at udbygge indsatserne i samarbejde med regionens kommuner.
Nationale indsatser
De regionale indsatser ligger i forlængelse af og inden for rammerne af nationale tiltag og indsatser, herunder:
- Sundhedsstyrelsens retningslinjer for afhængighedsskabende lægemidler - sst.dk
- Sundhedsstyrelsens oplæg til Smertehandlingsplan - sst.dk
- Medicin uden Skade, et nationalt projekt i regi af Styrelsen for Patientsikkerhed - stps.dk.
Historik
Forbruget af morfin og morfinlignende præparater (opioider) i Danmark er højere end i de fleste lande vi normalt sammenligner os med. Derfor har der i flere år været et nationalt fokus på at nedbringe forbruget.
På trods af et faldende forbrug i Region Sjælland har regionen dog vedvarende et forbrug af opioider, der er 29 % højere end i de øvrige regioner. Det høje forbrug skyldes, at både antallet af patienter og den ordinerede mængde og varighed patienterne behandles er højere end i de øvrige regioner.