Spring til indhold

01-06-2023: Breve vedrørende unge fra 15-17 år sendes også til forældremyndighedsindehavere

Nyhedsmail fra Region Sjælland

Breve vedrørende unge mellem 15 år til og med 17 år skal som udgangspunkt både sendes til den unge og til forældremyndighedsindehavere. Dette skyldes, at unge fra 15 år selv skal give informeret samtykke uanset hvilken behandling, der skal tages stilling til. Derudover skal forældremyndighedsindehavere som hovedregel informeres og inddrages i den unges stillingtagen. Som følge af en ændring i Ligestillingsloven, der skal ligestille begge forældre, er det endvidere lovpligtigt, at breve vedrørende unge fra 15 år til og med 17 år sendes til begge forældremyndighedsindehavere.

Det betyder, at sygehusene og psykiatrien i Region Sjælland vil begynde at sende breve vedrørende unge i denne aldersgruppe både til den unge og til forældremyndighedsindehaverne fra torsdag den 15. juni.

Tidligere har det udelukkende været den unge, der har modtaget brevet. Der kan dog være konkrete tilfælde, hvor enten forældre eller den unge kan fravælges som modtager. Det er den behandlingsansvarlige sundhedsperson, der i særlige tilfælde kan vurdere, om den unge eller forældremyndighedsindehavere skal fravælges som modtager af brevet.

Der er taget højde for adressebeskyttelse, når vi udsender breve fra sygehuse og psykiatrien i Region Sjælland.

Angiv i henvisning til sygehuset eller psykiatrien, hvis forældremyndighedsindehaver ikke skal modtage brev.

Hvis I som almen praktiserende læger eller speciallæger i en konkret situation vurderer, at enten den unge eller forældremyndighedsindehavere ikke skal modtage information om den unge i forbindelse med henvisningen, er det vigtigt, at I angiver dette direkte i henvisningen til sygehuset eller psykiatrien.

Yderligere oplysninger: Sundhedsstrategisk Planlægning, Region Sjælland