Spring til indhold

Privat patientrådgivning

Information om den private patientrådgivning, der træder i kraft 16. december 2024

Som en del af finansloven for 2024 er der afsat midler til at styrke patienters adgang til rådgivning ved at etablere en privat patientrådgivning som supplement til de eksisterende regionale patientkontorer. Den private patientrådgivning etableres som et projekt i perioden 2024-2027 og drives af CareLink, der er blevet tildelt opgaven efter et udbud. Den private patientrådgivning træder i kraft d. 16. december 2024. 

Information om den private patientrådgivning

Den private patientrådgivning vil fungere parallelt med de regionale patientkontorer, svarende til Patientvejledningen i Region Sjælland. Patienter kan henvende sig direkte til den private patientrådgivning uden forudgående kontakt til Patientvejledningen eller jer.

Den private patientrådgivning tilbyder på linje med Patientvejledningen rådgivning om patientrettigheder, herunder frit og udvidet frit sygehusvalg, behandlingsfrister, regler om klager/erstatning, befordring og behandling i udlandet. Ligesom Patientvejledningen kan den private patientrådgivning efter anmodning bistå patienter i kontakten med sygehusene/Psykiatrien.

Hvad skal I særligt være opmærksomme på?

Ved henvendelser fra den private patientrådgivning gælder jeres tavshedspligt og reglerne for samtykke og dokumentation ifm. udveksling af fortrolige helbredsoplysninger. 

Patientvejledningen i Region Sjælland

Den private patientrådgivning medfører ingen ændring i jeres samarbejde med Patientvejledningen i Region Sjælland. I er som altid meget velkommen til at kontakte Patientvejledningen - også med spørgsmål og afklaring ift. henvendelser fra den private patientrådgivning. 

Patientvejledningen kan fortsat kontaktes telefonisk alle hverdage mellem kl. 9-12 på tlf. 70155001 eller skriftligt. 

Yderligere oplysninger: Simone Skov Harding, Sekretariatschef, Sekretariat og Patientvejledning, Sundhedsstrategisk Planlægning.