Spring til indhold

11-04-2023: Nyt internetbaseret behandlingstilbud til patienter med helbredsangst

Nyhedsmail fra Region Sjælland

Funktionelle Lidelser på Aarhus Universitetshospital (AUH) tilbyder virtuel udredning og internetbaseret behandling af helbredsangst. Helbredsangst er en sygdom, hvor man er plaget af bekymringer for sit helbred og kan være bange for at fejle noget alvorligt. Man kan misfortolke kropslige symptomer og signaler som tegn på sygdom, og hvis man først kommer til at tænke på en sygdom, kan man ikke  – eller have meget svært ved – at slippe tanken igen.

Hvad kræver internetbehandling?

Internetbehandling kræver samme indsats og prioritering som al anden psykologisk behandling. Det er ikke et quickfix, men en ny måde at modtage hjælp på. Man arbejder med programmet igennem cirka 12 uger, hvor man både skal kunne afsætte tid til at læse materialet, se videoerne og i ugens løb lave øvelser, hvor man træner nye måder at håndtere angsten på. Det er vores erfaring, at man skal kunne sætte 6-7 timer af ugentligt til at arbejde med programmet.

Behandling over internettet har vist god effekt på helbredsangst, men det kan være både udfordrende og tidskrævende, så det er vigtigt, at man er motiveret for og er indstillet på at gøre en indsats. Det er en forudsætning, at man har en computer til rådighed.

Læs henvisningsvejledning på funktionellelidelser.dk

Læs hele pressemeddelelsen på ritzau.dk

Yderligere oplysninger: Lis Hartmann, Chefsygeplejerske, Aarhus Universitetshospital