Spring til indhold

03-07-2023: TeleKOL – tryghed og sammenhæng for borgeren

Nyhedsmail fra Region Sjælland

TeleKOL udrulles i Region Sjælland efter sommerferie fra uge 35. Datoen for hvornår det enkelte lægehus kan henvise KOL borger til TeleKOL kan findes på Region Sjællands hjemmeside.

Link til instruks om TeleKOL på Region Sjællands hjemmeside

Det nære sundhedsvæsen kommer fremover til at indeholde mange digitale løsninger. Et eksempel er TeleKOL, en digital sundhedsydelse, som borgeren modtager i hjemmet. I efteråret 2023 udrulles et nationalt telemedicinsk tilbud målrettet borgere med svær kronisk obstruktiv lungesygdom, forkortet KOL. Tilbuddet henvender sig også til borgere med KOL, der har angstproblematikker eller af andre årsager, kan have gavn af det.

For at blive en del af tilbuddet skal borgere henvises af den behandlingsansvarlige læge. Borgeren får udleveret en tablet og måleredskaber og får en grundig oplæring i at bruge udstyret. Borgeren måler løbende fx iltindhold i blodet og puls, og den sundhedsprofessionelle fra kommunen eller sygehuset gennemgår og vurderer målingerne. Er der tegn på forværring af KOL eller andet, kontakter den sundhedsprofessionelle borgeren efter aftale, for at undersøge, om der er behov for yderligere behandling. Opfølgning og hjælp i situationen gør en stor forskel for borgeren, der kan undgå indlæggelser og fortsætte dagligdagen i vante rammer.

De løbende målinger og dialogen med den sundhedsprofessionelle hjælper borgeren med at få bedre indsigt i sin sygdom og større forståelse for at leve med KOL. Borgeren støttes på den måde i at tage hånd om sin sygdom.

Tilbuddet om TeleKOL bidrager til fleksibilitet og tryghed og i sidste ende større livskvalitet for borgere med svær KOL.

Yderligere oplysninger: Marianne Neerup Andersen, Koordinator, Kompetencecenter for lungesygdom