Spring til indhold

28-04-2023: Udsendelse af medicinstatistikker – SGLT-2 hæmmere

Nyhedsmail fra Region Sjælland

I februar udsendte Lægemiddelenheden medicinstatistikker om antidiabetika med fokus på forbruget af SGLT-2 hæmmere.

Der er sket et paradigmeskift i behandlingen af type-2 diabetes, hvor patienter med erkendt hjertekarsygdom, diabetisk nyresygdom eller hjertesvigt tidligt og uafhængigt af HbA1c bør have organbeskyttende behandling med enten SGLT-2 hæmmere eller GLP-1 receptor agonister, jf. den opdaterede behandlingsvejledning fra Dansk Endokrinologisk Selskab (2022). Den organbeskyttende behandling prioriteres og initieres før metformin behandlingen indledes.

Læs den opdaterede behandlingsvejledning hos Dansk Endokrinologisk Selskab

SGLT-2 hæmmere er et rationelt valg i Region Sjælland til ovenstående patientgrupper samt til patienter med tre eller flere risikofaktorer for kardiovaskulær sygdom, vurderet ud fra effekt, bivirkninger og pris.

Læs mere i basislisten om type-2 diabetes på sundhed.dk

På de udsendte statistikker (med data for 3. kvartal 2022) kan ses:

  • Fordelingen af forbruget af de fire mest anvendte antidiabetika (excl. metformin)
  • SGLT-2 hæmmernes andel af det samlede forbrug af SGLT-2 hæmmere og GLP-1 analoger i egen praksis.

Billigste SGLT-2 hæmmer er empagliflozin (Jardiance®) og koster ca. 15 kr. pr. døgn (25 mg). GLP-1 analoger, herunder Ozempic (ca. 47 kr. pr. døgn ved 1 mg ugentlig og 94 kr. pr. døgn ved 2 mg ugentligt), er dyre og har klausuleret tilskud.

Yderligere oplysninger: Aysegül Sekeroglu, Lægemiddelkonsulent, Lægemiddelenheden