Spring til indhold

30-09-2022: Udsendelse af medicinstatistikker

Nyhedsmail fra Region Sjælland

Lægemiddelenhedens udsendte medicinstatistikker til regionens praktiserende læger indeholdt i juni udsendelsen data over forbruget og besparelsespotentialer af specifikke lægemidler til inhalation mod astma og KOL i din/jeres praksis i 4. kvartal 2021.

Lægemidlerne i de enkelte grupper til behandling af astma og KOL er ligeværdige, og der er ikke klinisk betydende forskelle mellem de forskellige inhalationssystemer, hvorfor billigste system anbefales.

Nye anbefalinger på området:

  • Mild astma: 1. valg er en kombination af ICS og LABA (Bufomix Easyhaler), både som fast- og som behovsmedicin, jf. GINA (2022) og Basislisten. SABA som monoterapi er ikke længere førstevalg som anfaldsmedicin, da SABA ikke forebygger eksacerbationer.
  • KOL: ICS anbefales begrænset til patienter med KOL i GOLD gruppe D, da høje doser af inhalationssteroid er forbundet med en øget risiko for pneumoni, jf. GOLD (2022) og Basislisten.

August udsendelsen havde fokus på, hvor stor en andel depotopioder udgør af det samlede opioidforbrug i din/jeres praksis og i regionen. I regionen udgør depotopioider 67 % af det samlede opioidforbrug i 4. kvartal 2021. 

Til personer med kroniske non-maligne smerter med behov for opioider vælges depotopioid, da det giver bedre døgndækning, færre gennembrudssmerter og mindre euforiserende effekt. Depotmorfin tabletter er et godt førstevalg til de fleste patienter, når behandling med opioid er nødvendig. Anvend som udgangspunkt depotmorfin i lavest mulig dosis og i kortest mulig tid.

Yderligere information: Tina Thinglev, Farmaceut, Lægemiddelenheden