De særlige pladser omlægges
Fra 1. juli vil pladserne overgå til et længerevarende tilbud forankret i den regionale psykiatri med navnet Afsnit for rehabilitering – De Fire Hjørner – på samme lokation hos Psykiatrien Syd i Vordingborg.
Nogen af de borgere vi allerede kender fra De Særlige Pladser fortsætter som patienter i det nye tilbud, mens andre er i udslusning og flyttes tilbage til de kommuner, som de i udgangspunktet kom fra.
Ændringen betyder at kommunerne fra 1. juli ikke længere skal betale den særlige takst der er tilknyttet til De Særlige Pladser. Den kommunale finansieringsdel bortfalder.
Ændringen betyder også, at det nu alene er Psykiatrien, der visiterer til pladserne i det nye tilbud. Der er således ikke længere kommunal indflydelse på, hvilke patienter der indlægges. Patienterne vil blive visiteret efter nogle nye eksklusions- og inklusionskriterier, der sikrer en mere homogen patientgruppe, der kan få optimal gavn af den forløbsbeskrivelse der er udarbejdet for det nye tilbud.
Det nye tilbud er således målrettet en gruppe mennesker med svær psykiatrisk lidelse, samtidig store sociale problemstillinger, farlighed rettet mod andre og et eventuelt samtidigt forbrug af rusmidler. Pladserne vil blive tilbudt til de patienter, der er i en negativ udvikling ift. aggressioner/farlighed, indlæggelser og eventuelt kaotisk rusmiddelforbrug og kriminalitet, og hvor det opleves, at andre indsatser ikke er tilstrækkelige for at støtte patientens rehabilitering og recovery samt bryde den negative udvikling.
Der vil fortsat være behov for et tæt samarbejde mellem den regionale psykiatri og kommunerne i forbindelse med udskrivning/udslusning af patienter fra det nye tilbud.
Yderligere oplysninger: Brian Ravn Galsgaard, Presse- og kommunikationsrådgiver, Psykiatriledelsens stab