Kapacitetsplan for fodterapi 2026
Regionsrådet har besluttet en ny kapacitetsstyringsmodel på fodterapiområdet i Region Sjælland fra d. 1. januar 2026.
Fakta om ny kapacitetsstyringsmodel i 2026
Det samlede antal kapaciteter fastsættes ud fra niveauet pr. 1. januar 2026. Fremover vil kapaciteter dermed kun blive slået op ved naturligt ophør i eksisterende klinikker eller ved politisk beslutning om at udmønte yderligere kapaciteter.
Med den nye model for kapacitetsstyring kan en ledig kapacitet kun opslås af regionen, efter at kapaciteten er overdraget til regionen. Dette sker hovedsageligt ved afgang på klinikkerne (dvs. ophør). Derudover kan der udmøntes yderligere kapaciteter som resultat af politisk beslutning. Beslutning om placering af ledige eller nye kapaciteter (nynedsættelser) sker to gange årligt på udvalgsmøderne i Samarbejdsudvalget for fodterapi.
Beslutningen om placering tager afsæt i de politisk vedtagne principper for placering af ledige kapaciteter: Tilgængelighed til fodterapi, ventetider til behandling og antal diabetespatienter.
Samarbejdsudvalget har d. 19. december 2025 besluttet følgende områder for nedsættelse af kapacitet
Ledige kapaciteter fra d. 1. januar 2026 opslås til nedsættelse i Kalundborg eller Lolland Kommune. Kapaciteten oplås i en periode på 3 uger. Hvis der ikke kommer nogen kvalificerede ansøgere i henhold til overenskomstens regler samt retningslinjer og kriterier der vægtes, kan kapaciteten genopslås i kommunerne: Slagelse, Ringsted, Guldborgsund, Næstved og Faxe. Ansøgerne til kapaciteterne vægtes også ud fra denne rækkefølge af kommuner.
Hvis der er kapacitet, som overdrages til regionen i kommunerne Kalundborg, Lolland, Slagelse, Ringsted, Guldborgsund, Næstved og Faxe, opslås kapaciteten i den samme kommune for at undgå, at kapaciteten i de kommuner der i forvejen er udfordret på fodterapeutkapacitet forværres yderligere.
Kontakt
Ved spørgsmål er du meget velkommen til at kontakte Praksisområdet på mail til dnsv@regionsjaelland.dk eller telefon 57 87 57 87.