Distal blodtryksmåling på UE
Indikation
- Mistanke om arteriel insufficiens på underekstremiteterne/vurdering af sværhedsgraden.
- Ved sår: Prognosevurdering/behandlingsvalg.
- Postoperativ kontrol.
- Mistanke om trombose/emboli.
Kontraindikation
- Ved ikke ophelet hudtransplantat, sår eller gangræn på målestederne skal risiko for forværring opveje gevinsten ved at kende trykkene.
- Undersøgelsen kan ikke udføres indtil 6 timer efter kateterisation af a. femoralis.
Forberedelse
Ved smertebetinget uro bør der fra rekvirentens side være givet analgetika eller sedativa inden undersøgelsen.
Princip
Systolisk blodtryk måles indirekte og detekteres med strækføler (strain gauge) distalt for blodtryksmanchet. Principielt kan strain gaugen placeres hvor som helst distalt for manchetten. Strain gaugen er forbundet til en skriver.
Udførelse
Patienten hviler liggende i 5-10 minutter. Der anvendes varmetæppe ved behov.
Efter tømning af venesiden ved elevation af underekstremiteten og manuel kompression af tæerne fyldes blodtryksmanchetten momentant med et tryk, der er større end det systoliske blodtryk målt på armen, og herefter udluftes gradvist. Når manchettrykket falder så meget, at der akkurat er arterielt inflow i området men endnu ikke venøst outflow, øges volumen distalt for manchetten. Denne volumenøgning betyder stræk og dermed ændret modstand i strain gaugen og giver udslag på kurven, hvorved trykket kan aflæses. Det pulsatile inflow afspejles også i små fluktuationer på kurven.
Ved måling af ankeltryk placeres strain gaugen på tåniveau. Hvis tåtrykket er < 30 mmHg, eller hvis der er sår på tæerne, registreres ankeltrykket med en forfods-strain gauge. Tåtryk måles på 1. tå hvis muligt. Alternativt kan 2. tå anvendes, hvis den er lang nok – tåmanchetten er 2,5 cm bred.
Varighed
I alt cirka 1-1½ time.
Svar og tolkning
Ankeltrykket bør være lige så højt som armtrykket eller 10-20 % højere. Tåtrykket må være op til 36 % lavere.
Ankel-/armindeks < 90 % betegnes som nedsat.
- 89-70 %: Let nedsat.
- 70-40 %: Moderat nedsat.
- < 40 %: Svært nedsat.
Grænsen for kronisk, kritisk iskæmi (ringe udsigt til sårheling) på ankelniveau er 50 mmHg. Ved tryk < 70 mmHg er iskæmi en sandsynlig årsag til hvilesmerter.
Ved index > 130 % skal man være opmærksom på mediasklerose.
Tå-/armindeks < 70 % betegnes som nedsat.
- 69-50 %; Let nedsat.
- 49-25 %: Moderat nedsat.
- < 25 %: Svært nedsat.
Grænsen for kronisk, kritisk iskæmi på tåniveau er 30 mmHg. Ved sår har især tåtrykket prognostisk betydning. Ved tryk < 40 mmHg er iskæmi en sandsynlig årsag til hvilesmerter.
Problemer for tolkningen: Ødemer, sår, smerter/muskeluro, mediasklerose.
Henvisning
Fra praksis benyttes elektronisk henvisning til Nuklearmedicinsk Afdeling, lokationsnummer 5790000184231. Henvisningen skal indeholde oplysning om anamnese, klinisk problemstilling og resultater af relevante parakliniske undersøgelser.
Overholdelsen af indikationerne for undersøgelserne er vigtige at respektere, og kvaliteten af henvisningen er af væsentlig betydning for det faglige udbytte.
Akutte og subakutte henvisninger
Akutte og subakutte undersøgelser aftales med bagvagten på Nuklearmedicinsk Afdeling. Telefon 6541 1087. Undersøgelser udføres kun i dagtiden mellem kl. 08.00 og 15.00.