Lungefunktionsundersøgelse
Indikation
- Klassifikation af kendt eller formodet lungefunktionsnedsættelse
- Klassifikation af sværhedsgrad og prognosticering af lungefunktionsnedsættelse
- Monitorering af lungefunktionen ved behandling med potentielt pulmotoksiske farmaka
- Præoperativ vurdering.
Kontraindikation
- Absolut: Aktiv lungetuberkulose.
- Relativ: Akutte luftvejsinfektioner og anden akut sygdom.
Forberedelse, der påhviler almen praksis
Ingen, men undersøgelsens udførelse forudsætter, at patienten kan sidde på en stol og kooperere til forskellige vejrtrækningsøvelser gennem et mundstykke.
Patienten modtager et indkaldelsesbrev med instrukser i at følgende bør undgås inden undersøgelsen: Store måltider i 2 timer, rygning i 4 timer, alkohol i 4 timer, fysisk anstrengelse i ½ time. Det anbefales at patienter er iført løstsiddende tøj.
Henvisning
Fra praksis benyttes elektronisk henvisning til Nuklearmedicinsk Afdeling, lokationsnummer 5790000184231.
Henvisningen skal indeholde oplysninger om anamnese, klinisk problemstilling og resultater af relevante parakliniske undersøgelser.
Overholdelsen af indikationerne for undersøgelserne er vigtige at respektere, og kvaliteten af henvisningen er af væsentlig betydning for det faglige udbytte.
Akutte og subakutte henvisninger
Akutte og subakutte undersøgelser aftales med bagvagten på Nuklearmedicinsk Afdeling. Telefon 6541 1087. Undersøgelser udføres kun på hverdage mellem kl. 08.00 og 15.00.
Undersøgelsens princip
Med pneumotakygraf registreres in- og eksspirerede volumina samt flowhastighed til bestemmelse af vitalkapacitet (VC), forceret eksspiratorisk volumen i 1. sekund (FEV1) og forceret vitalkapacitet (FVC). Total lungekapacitet (TLC) bestemmes med helkropspletysmograf, hvorefter residualvolumen beregnes (TLC minus VC).
Transfer factor (TLCO) og diffusionskonstant (KCO) måles med "enkelt-åndingsmetode". Efter maksimal inspiration af atmosfærisk luft med en meget lav koncentration karbonmonoxid (CO) og methan holder patienten vejret i cirka 10 sekunder, hvorefter der eksspireres. Ud fra forholdet mellem CO korrigeret for ”fortyndingen” af methan i den inspirerede og den eksspirerede gas beregnes diffusionen af CO over den alveolære kapillærmembran.
Undersøgelsens udførelse
God patientkooperation er en forudsætning for at måleresultaterne er repræsentative. Patienten skal kunne udføre forskellige vejrtrækningsmanøvrer, herunder forceret eksspiration, og holde vejret i 10-15 sekunder.
Patienten sidder ret op i en body box og trækker vejret i et mundstykke. Ved bestemmelse af FVC og FEV1 samt TLC anvendes næseklemme.
Undersøgelsens varighed
Sædvanligvis 1½ time.
Svar og tolkning
Svaret afgives på særskilt skema med angivelse af målte volumina, værdier og indices og referenceværdier under hensyntagen til alder, køn og legemsstørrelse.
Nyeste laboratoriesvar
Ingen krav.
Indholdsansvarlig: Nuklearmedicinsk Afdeling, OUH.