Klyngetilbud om kræftopfølgning - audit i almen praksis
Tilbud til klynger i Region Syddanmark
Vil I have overblik over kræftpatienterne i jeres klynge?
I gennemsnit har hver praktiserende læge omkring 100 patienter, der har eller har haft kræft. Tallet er stigende og forventes at nå 140 patienter i 2040. Dette tal overstiger antallet af patienter, der er diagnosticeret med DM2 eller KOL. Nyeste forskning viser, at risikoen for at kræftpatienter får en ny kræftsygdom er 10 % indenfor 10 år. For nogle kræftformer er det helt op til 20 %.
I 2019 publicerede DSAM den kliniske vejledning ”Kræftopfølgning i almen praksis”.
Hvad kan denne klyngepakke give jeres klynge?
- Indsigt i klyngens og egen praksis´ håndtering af patienter, der har eller har haft kræft.
- Undervisning i organisering af kræftopfølgning og håndtering af senfølger både i og uden for praksis. Herunder samarbejde med kommuner, hospitaler og senfølgeklinikker.
- Deling af viden, erfaringer, tips og tricks fra kolleger i andre praksis.
Forberedelse og data
I efteråret 2025 modtager hver praksis i klyngen en oversigt over alle patienter i praksis, der i perioden juli 2022 til og med juni 2024 blev diagnosticeret med kræft.
På et selvvalgt tidspunkt i de følgende 4 uger afsættes ca. 2 timer pr. læge til journalgennemgang af ca. 20 kræftpatienter per lægekapacitet. Journalgennemgangen kan med fordel tidsoptimeres ved, at hele praksis sætter sig sammen og gennemgår listen. Herved får I muligheden for samlet at få gennemgået et stort udpluk af jeres kræftpatienter, og derved få et unikt overblik over jeres population.
Der vil efter auditten blive udarbejdet en rapport over både hver enkelt praksis, samt klyngens samlede resultater. De samlede resultater præsenteres på et klyngemøde, efter aftale med klyngekoordinator, og suppleres med nyeste viden inden for området.
Program og tidsplan
Aftales med klyngen, men klyngemødet forventes afholdt ultimo 2025 eller starten af 2026.
Aflønning/betaling
Registreringsarbejdet i praksis honoreres svarende til tidsforbrug per læge. For hver 10 kræftpatienter honoreres med en times tidsforbrug, dvs. 6 x 10 minutter a kr. 153,85 + moms.
Deltagelse i klyngemødet honoreres ikke.
Undervisere
Lokale senfølgespecialister fra senfølgeklinikkerne og førende forskere inden for kræftområdet fra Forskningsenheden for almen praksis, SDU samt APO-fagpersoner.
Det er praktiserende læge, professor Dorte Ejg Jarbøl, og praktiserende læge, professor og leder af APO Jesper Lykkegaard, som står bag projektet
Kontakt/spørgsmål
Projektkoordinator, ph.d., speciallæge i almen medicin, Sandra Elnegaard, selnegaard@health.sdu.dk.
Tilmelding
Specialkonsulent Anne Ulsø, mailadresse: Anne.Ulso@rsyd.dk, tlf. 24 22 46 65.
Indholdsansvarlig: SydKIP