Spring til indhold

Dicillin

Håndtering af patienter tidligere behandlet med Dicillin og med mistanke om infektion med carbapenemaseproducerende organismer (CPO)

Lægemiddelstyrelsen oplyste den 16. marts 2023, at der er bekræftet fund af carbapenemresistente bakterier (CPO) på kapsler i seks batches Dicillin der er blevet leveret til salg fra apotekerne i perioden fra 23. august 2022 til den 4. februar 2023, hvor Sandoz tilbagekaldte lægemidlet efter henvendelse fra Lægemiddelstyrelsen. Hidtil har opmærksomheden været afgrænset til perioden fra september 2022 og frem, baseret på de bakteriefund, som Statens Serum Institut og Odense Universitetshospital havde konstateret.

Baseret på de nye oplysninger bedes læger være opmærksom på risikoen for CPO hos personer:

  1. der indlægges eller henvender sig med symptomer på infektion, eksempelvis urinvejsinfektion, og som
  2. oplyser at have været i behandling med Dicillin (Sandoz) fra 23. august 2022 indtil februar 2023.

Disse patienter håndteres som følger:

Patienter i almen praksis/ambulant: Hvis det skønnes indiceret at få afklaret om patienten har CPO foretages mikrobiologiske undersøgelser afhængig af symptomer. Følg den lokale vejledning for prøvehåndtering ifm. udredning for CPO. Oplys ifm. rekvirering, at patienten har fået Dicillin.

Indlagte patienter: Der foretages undersøgelse for CPO i henhold til lokale retningslinjer. Oplys ifm. rekvirering, at patienten har fået Dicillin. Indtil svar foreligger, anbefales ikke isolation, men at patienten instrueres i god håndhygiejne i forbindelse med toiletbesøg.

Den lokale klinisk mikrobiologiske afdeling kan rådgive om prøvetagning og antibiotisk behandling.

Det undersøges fortsat, om problemet også kan vedrøre andre end de seks batches, der er testet positive, og de potentielle forureningskilder undersøges. Sundhedsstyrelsen er i dialog med relevante parter og vil løbende orientere ved behov for ændringer i ovenstående retningslinjer.

Se desuden nedenstående links:

Sundhedsstyrelsens vejledning om forebyggelse af spredning af CPO

Information om CPO på Sundhedsstyrelsens hjemmeside

Status på undersøgelse af bakteriefund i antibiotika-medicinen Dicillin