Spring til indhold

Behandling af EU-borgere

Der er krav til dokumentation for behandling af EU-borgere.

Hvis en EU-borger har ret til gebyrfri behandling i Danmark, skal denne udgift betales af det land, hvor vedkommende er sygeforsikret.

Når I har modtaget jeres honorar fra regionen, videresender regionen efterfølgende regningen til et andet land. For at vi kan videresende regningen, har vi brug for dokumentation fra jer. Det er derfor vigtigt, at I følger nedenstående vejledning og husker alle nødvendige oplysninger. Dette gælder både i dagtid og i vagttid.

Vejledning for afregning af turister/udlændinge

På sundhed.dk finder du en oversigt over nationalitetskoder samt hvornår og hvilket materiale, du skal sende til Praksisadministrationen, når praksis behandler turister/udlændinge.

Læs om afregning med turister og udlændinge på sundhed.dk

Se nationalitetskoder til brug ved afregning af EU-borgere på sundhed.dk

Det er vigtigt, at turisten/udlændingen fremviser gyldig dokumentation. Denne er grundlag for din afregning til regionen. Kan EU/EØS-borgeren ikke fremvise gyldig dokumentation, skal praksis udstede en privatregning.

EU-sygesikringskort på en app er ikke en officielt anerkendt dokumentation, som kan erstatte det blå EU-sygesikringskort. Patienten skal fremvise et gyldigt EU-sygesikringskort (eller et midlertidig erstatningsblanket som bevis for ret til sin sygesikring). Hvis dette ikke er muligt, skal der i første omgang udstedes en privat regning til patienten”.

Vær opmærksom på, at der er forskellige krav til indsendelse af dokumentation til Praksisadministrationen afhængig af hvilket land borgeren kommer fra. Materialet benyttes som sagt til at videresende regningskravet, og vi har behov for følgende fra jer:

  • Læsbar kopi af det blå EU-sygesikringsbevis
  • Kopi af regningen hvor behandlingsdato og klokkeslæt fremgår.

Indsendelse af dokumentation kan ske via digital post til praksispostkassen praksis@rsyd.dk eller pr. post til Region Syddanmark, Damhaven 12, 7100 Vejle.
I må gerne samle og sende dokumentation for én måned ad gangen for at undgå mange enkeltforsendelser.