Sundhedstjek
I overenskomsten for almen praksis er der pr. 1. januar 2022 indført et sundhedstjek for borgere på 18 år eller derover, som opholder sig på et botilbud. Formålet er at forebygge og
eventuelt behandle somatiske sygdomme blandt disse borgere. Som udgangspunkt er det botilbuddet, der skal tage initiativ til første sundhedstjek.
Gennemførelsen af sundhedstjekket og eventuelle efterfølgende indsatser forudsætter et godt gensidigt samarbejde mellem borgeren, eventuelle pårørende, botilbuddet og den praktiserende læge.
Region Syddanmark, PLO Syddanmark og Fælleskommunalt Sundheds- og Socialsekretariat har på den baggrund udarbejdet principper for samarbejdet om sundhedstjek på botilbud, som I bedes orientere jer i. Principperne er sendt til e-Boks d.12. december 2022, og sendes også ud til botilbuddene.
Ved eventuelle spørgsmål kan I rette henvendelse til specialkonsulent Helle Nørtoft Laursen på telefon 24 67 59 89 eller mail hnl@rsyd.dk.
Læs om principper for samarbejdet om sundhedstjek på botilbud
Med overenskomsten for almen praksis, som trådte i kraft 1. januar 2022, er der indført et sundheds-tjek for borgere på 18 år eller derover, der opholder sig på et botilbud. Formålet er at forebygge og eventuelt behandle somatiske sygdomme blandt disse borgere.
Gennemførelsen af sundhedstjekket forudsætter et godt samarbejde mellem botilbuddet og den praktiserende læge, da de fleste borgere på botilbuddene har behov for støtte fra personale eller pårørende for at kunne gennemføre sundhedstjekket. Derudover spiller personalet på botilbuddene og pårørende en rolle i samarbejdet med borgeren om de opmærksomheder og eventuelle handlinger, der lægges op til efter sundhedstjekket.
Derfor er Region Syddanmark, kommunerne i regionen og PLO Syddanmark enige om, at principperne beskrevet i dette notat skal danne rammerne for de sundhedstjek, der foretages for borgere på regionens og kommunernes botilbud samt private botilbud efter servicelovens § 107/108 og botilbud efter almenboligloven med støtte efter Servicelovens § 85.
Generelt om sundhedstjek
Målgruppe:
Sundhedstjek tilbydes til personer på 18 år og derover, der opholder sig på botilbud på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.
Definition af botilbud:
Botilbud omfatter botilbud efter servicelovens §§ 107-108 samt botilbud efter almenboligloven med støtte fra servicelovens § 85.
Afholdelse af sundhedstjek:
Sundhedstjekket gennemføres hvert andet år, men kan dog under særlige omstændigheder ved komplicerede forløb benyttes én gang årligt.
Sundhedstjekket ydes på botilbuddet. Det kan dog undtagelsesvist foregå hos den praktiserende læge, såfremt bostedet vurderer, at det vil være meningsfuldt, som et led i borgerens rehabilitering, samt at den praktiserende læge er indforstået hermed.
I så fald honoreres sundhedstjekket med ydelse 0123 (jf. nedenfor), men uden tidsforbrug ved transport og evt. kørselsgodtgørelse som sædvanligvis indgår, jf. nedenfor.
Som udgangspunkt deltager personale eller pårørende under sundhedstjekket efter samtykke med borgeren.
Honorering:
Sundhedstjek til borgere på botilbud honoreres med ydelse 0123 i Overenskomsten for almen praksis. Der tillægges tidsforbrug ved transport i henhold til overenskomstens § 64, stk. 2 pkt. c, og evt. kørselsgodtgørelse i henhold til § 80.
Afregning for ydelsen sker mellem den praktiserende læge og regionen.
Arbejdsgang for sundhedstjek på botilbud
Det er som udgangspunkt botilbuddet, der skal tage initiativ til det første sundhedstjek. Derfor tager processen beskrevet neden for afsæt heri. Den praktiserende læge kan også tage initiativet til sundhedstjekket, f.eks. i forbindelse med anden, planlagt konsultation på botilbuddet.
Nedenstående trin gennemføres som udgangspunkt kun én gang for hver borger på botilbuddet.
1. Meddelelse til den praktiserende læge:
Det enkelte botilbud har ansvar for at rette henvendelse til den eller de praktiserende læger, der har borgere fra det pågældende tilbud tilmeldt deres praksis for at aftale de praktiske forhold omkring sundhedstjekket, herunder bl.a.
- Hvornår sundhedstjekkene kan/skal gennemføres
- Om sundhedstjekkene så vidt muligt skal foretages på flere borgere samme dag, eller om de skal spredes ud på flere dage
Botilbuddet informerer desuden ved opstart af første runde af sundhedstjek om
- Antallet af borgere på botilbuddet
- Hvilke oplysninger botilbuddet har om borgeren, som kan have relevans for den praktiserende læge i forbindelse med sundhedstjekket, og som kan fremsendes med samtykke fra borgeren eller dennes værge
Den praktiserende læge besvarer hurtigst muligt henvendelsen fra botilbuddet.
2. Aftale om sundhedstjek:
Det konkrete tidspunkt for den enkelte borgers sundhedstjek aftales mellem den praktiserende læge og botilbuddet, borgeren eller nærmeste pårørende/værge. Det afklares sammen med borgeren på det enkelte botilbud, hvem der kontakter den praktiserende læge.
Forud for, at sundhedstjekket gennemføres fremsendes borgernes opdaterede sundhedsplan, sundhedsfaglige journal eller sundhedsfaglige handleplan såfremt borgeren eller dennes værge giver samtykke hertil. Der fremsendes desuden en beskrivelse af, hvad den praktiserende læge skal være opmærksom på i tilgangen til borgeren, herunder i forhold til borgerens adfærd og reaktionsmønstre samt den gode kommunikation med borgeren. Såfremt der foreligger et ”Kommunikationspas” fremsendes dette til den praktiserende læge.
Det aftales i den forbindelse, om der forud for sundhedstjekket skal foretages undersøgelser i form af blodprøver eller lignende. Disse kan foretages af den praktiserende læges klinikpersonale. Såfremt bostedet vurderer, at der er borgere med nedsat funktionsevne i en grad, som gør, at de ikke kan gennemføre standardscreeninger, kan det aftales, at der deltager andre behandlere i sundhedstjekket.
Den praktiserende læge orienteres om, hvem der forventes at deltage i sundhedstjekket sammen med borgeren. Typisk vil det være det pædagogiske personale og/eller en pårørende. Det er væsentligt, at personen der deltager sammen med borgeren, har et godt kendskab til borgeren og kan støtte i gennemførelse af sundhedstjekket.
3. Gennemførsel af sundhedstjek:
Afslutningsvist aftales det:
- Om der er forhold, der skal følges op på hos den praktiserende læge eller andre behandlere forud for næste sundhedstjek (opfølgende kontakt og/eller faste kontroller)
- Hvem der tager initiativ til næste sundhedstjek
4. Opfølgning:
Den praktiserende læge udarbejder i samarbejde med borgeren samt personale og/eller pårørende en plan for den videre indsats. Planen kan omfatte en forebyggende indsats, en eller flere konkrete behandlingsindsatser eller henvisninger mv.
Indholdet i planen drøftes under sundhedstjekket og fremsendes efterfølgende til borgeren, botilbuddet og evt. pårørende. Personalet på botilbuddet har som udgangspunkt ansvaret for at følge op på indholdet i planen i samarbejde med borgeren.
Personalet forventes at støtte op om og forsøge at motivere borgeren i forhold til de eventuelle forebyggende eller behandlende tiltag, der er lagt op til i forlængelse af sundhedstjekket.