Udvidet behandlingsansvar
På baggrund af budgetaftalen for 2023 i Region Syddanmark og ’Aftale om en akutplan for sygehusvæsenet’, som regeringen offentliggjorde i februar 2023, indføres der udvidet behandlingsansvar i Region Syddanmark. Ordningen træder i kraft den 1. november 2023.
Sygehuset påtager sig dermed ansvaret for at håndtere de henvendelser, som sundhedsprofessionelle i kommuner, praktiserende læger eller lægevagt måtte have efter udskrivelse af en patient fra sygehuset i 72 timer efter udskrivelsen.
Formålet er at sikre høj faglig kvalitet, patientsikkerhed og en tryg overgang mellem behandling på sygehuset og borgerens hjem, eller ophold på midlertidige kommunale døgnpladser og plejecentre. Kvalitet og tilgængelighed øges ved at sikre hurtig og specialiseret sparring eller vurdering i de første døgn efter udskrivelsen.
Målgruppen er færdigbehandlede patienter fra somatiske sygehuse, der har været indlagt mere end 24 timer, som udskrives med behov for kommunal sygepleje, til midlertidige døgnpladser, plejecentre eller eget hjem.
Hvad betyder det for almen praksis?
Med udvidelsen af sygehusenes behandlingsansvar overtager almen praksis dermed ikke længere behandlingsansvaret straks efter udskrivelse af de patienter, der er omfattet af målgruppen for udvidet behandlingsansvar.
Når en patient udskrives med udvidet behandlingsansvar informeres den praktiserende læge via epikrisen. Der ændres ikke på den fungerende praksis i forhold til opfølgning på epikriser.
Almen praksis skal fortsat stå til rådighed for faglig sparring, hvis sygehuset vurderer, at det er nødvendigt. Samtidig kan almen praksis spørges om hjælp til konkrete handlinger under det udvidede behandlingsansvar – eksempelvis analyse af en urinprøve. Dette sker inden for de eksisterende rammer for samarbejde og honorering.
Den praktiserende læge er fortsat ansvarlig for at håndtere direkte henvendelser fra patienter, uanset om henvendelserne sker inden for sygehusets 72-timers udvidede behandlingsansvar.
Den praktiserende læge har desuden fortsat ansvaret for at udføre ligsyn og udfylde dødsattest, hvis en patient afgår ved døden uden for sygehuset, selv om dødsfaldet sker inden for sygehusets udvidede behandlingsansvar.
Læs mere om 72-timers udvidet behandlingsansvar på Region Syddanmarks hjemmeside