Spring til indhold

OpioidOmsorg

Regionen har udarbejdet en opioidhandleplan som skal være med at sænke forbruget af opioid yderligere.

Både nationalt og regionalt har der længe været fokus på rationel brug af opioider, og forbruget er faldende.

Der er dog fortsat behov for at få nedsat forbruget yderligere. Regionsrådet har derfor vedtaget en opioidhandleplan, som er udarbejdet af repræsentanter for både primær- og sekundærsektoren.

Hvis handleplanen ønskes i sin helhed, så send gerne en e-mail til regionens lægemiddelteam: medicin@rsyd.dk. For jer i almen praksis skal følgende udvalgte pointer fra handleplanen fremhæves:

Mål:

  • Brugen af opioider reduceres fortsat; både antal personer i behandling og mængdeforbruget
  • Der anvendes primært morfin, som er det anbefalede opioid
  • Ingen nyordination af tramadol på sygehuse og i primærsektoren efter den 1. januar 2024
  • Fortsat reduktion af antal personer i behandling med tramadol i almen praksis. Med udgangen af 2024 ønskes antallet reduceret til ca. 15.000 personer i Region Syddanmark.

Indsatser:

  • Fast halvårlig rapportering til regionens praktiserende læger om klinikkens opioidforbrug i forhold til regionens forbrug
  • Som udgangspunkt udsteder sygehuslæger ikke recepter på opioider. Ved kortvarigt behov (fx efter operation) medgives i stedet det antal tabletter, der forventes at blive behov for. Som udgangspunkt bliver der dermed ikke brug for, at egen læge skal udskrive recept på opioider til patienter, der efter endt sygehusbehandling har et forventet kortvarigt behov for opioider
  • Orientering om anden smertebehandling end opioider – både med lægemidler og non-farmakologisk
  • Patienterne sikres information om, hvad det betyder at være opstartet i behandling med et opioid, og til det brug udarbejdes patientrettet, skriftligt materiale om emnet. Materialet uddeles via private apoteker, praktiserende læger og sygehusene.

En arbejdsgruppe under Det Regionale Lægemiddelråd arbejder aktuelt på materiale, der skal understøtte nogle af de nævnte indsatser (fx patientpjece), og I vil modtage materialet, når det foreligger.

Evt. spørgsmål kan rettes til regionens lægemiddelteam på e-mail medicin@rsyd.dk.