Sygehusenes 96 timers behandlingsansvar
Den 15. januar 2025 udvider Region Syddanmark det udvidede behandlingsansvar fra 72 timer til 96 timer for alle patienter, der har været indlagt på et somatisk sygehus, og som udskrives til kommunal sygepleje.
Sygehuse har dermed frem over ansvaret for at håndtere de henvendelser, som sundhedsprofessionelle i kommuner, praktiserende læger eller lægevagt måtte have efter udskrivelse af en patient fra sygehuset i fire døgn frem for de hidtil tre døgn.
Henvendelser kan både være af sygepleje- og lægefaglig karakter, og kan dreje sig om sparring/rådgivning/ vurdering i forhold til patientens helbredstilstand og eventuelt behov for ændring af patientens behandlingsplan eller medicinordination.
Den praktiserende læge informeres fortsat via epikrisen, når en patient udskrives med udvidet behandlingsansvar. Der ændres ikke på den fungerende praksis i forhold til opfølgning på epikriser.
Almen praksis skal ligeledes fortsat stå til rådighed for faglig sparring, hvis sygehuset vurderer, at det er nødvendigt. Samtidig kan almen praksis spørges om hjælp til konkrete handlinger under det udvidede behandlingsansvar – eksempelvis analyse af en urinprøve. Dette sker inden for de eksisterende rammer for samarbejde og honorering.
Den praktiserende læge er fortsat ansvarlig for at håndtere direkte henvendelser fra patienter, uanset om henvendelserne sker inden for sygehusets 96-timers udvidede behandlingsansvar. Dette omfatter også henvendelser, som ikke vedrører forhold i relation til indlæggelsen.
Den praktiserende læge har desuden fortsat ansvaret for at udføre ligsyn og udfylde dødsattest, hvis en patient afgår ved døden uden for sygehuset, selv om dødsfaldet sker inden for sygehusets udvidede behandlingsansvar.