PraksisNyt - december - 2022
Praksisdag Syd 12. maj 2023, Trinity Fredericia
Husk allerede nu at reservere dagen til Praksisdag Syd 2023.
Vi har hovedtaleren på plads.
Kommunikation og arbejdsglæde
Det ubevidste taler med! Måden vi omgås hinanden på, spiller langt mere ind på vores psykiske arbejdsmiljø, end vi umiddelbart tror.
”Vi bliver vores omgivelser”, og hvis vores omgivelser er fyldt med stress og negative energier, vil vi blive påvirket langt mere, end vi tror.”
Brian Hansen er skuespiller, foredragsholder og moderne nar.
Brian Hansen aflæser situationer og uddrager skarpe pointer, som han frækt og karikeret kaster tilbage i hovedet på os som hovedtaleren på sessionen ”Kommunikation og arbejdsglæde”.
Aktivitetskataloget på vej
Vi arbejder lige nu med vores Forårs-aktivitetskatalog 2023, som vi forventer bliver sendt ud til alle praktiserende læger i Region Syddanmark primo januar 2023.
Tilbuddene er for praktiserende læger og deres personale, samt uddannelseslæger i praksis.
Tilbud fra SydPOL: Temaeftermiddag om praksismanager-funktionen
Sæt allerede nu kryds i kalenderen torsdag den 26. januar 2023 fra kl. 16-19, hvor vi mødes på Kokholm i Kolding til en temaeftermiddag om praksismanagerfunktionen.
Formålet med temaeftermiddagen er at inspirere til nye måder at organisere sig på samt konkretisere, hvordan man kan uddelegere administrative og ledelsesmæssige opgaver uden at miste overblikket over sin praksis.
Temaeftermiddagen henvender sig til læger, der har eller overvejer en praksismanager, og vi opfordrer til, at man tager sin praksismanager med, hvis man allerede har etableret funktionen.
Programmet vil være afvekslende med både korte inspirationsoplæg fra ”den virkelige verden”, samt tid til sparring og gruppedrøftelser.
Hvis du har spørgsmål til arrangementet, så kontakt teamleder Signe Skaarup Andreassen på signe.skaarup.andressen@rsyd.dk eller telefonnummer 24 52 02 92.
For direkte tilmelding skriv til Hanne Mejborn Nielsen på Hanne.M.Nielsen@rsyd.dk
Postkort fra en forsker
Nyeste forskning fra Forskningsenhederne for Almen Praksis i Danmark
VID udvælger løbende studier, hvis resultater har direkte relevans for din daglige kliniske hverdag og beskriver hovedpointerne ultrakort, så du hurtigt kan få overblik. I dag kan du bl.a. læse om:
- At læger uden pauser brænder ud
- Et nyt værktøj til håndtering af patienter med alkoholproblemer i almen praksis
- Henvisninger til MR-skanning har brug for et kvalitetsløft.
Her finder du link til VIDs hjemmeside, hvor du kan læse mere
Nyt fra Lægemiddelteamet
Husk at gøre brug af Seponeringslisten 2023 fra IRF
Regionale udleveringstilladelser
Her er også beskrevet de informationer, der skal bruges til at lave en magistrel ordination (præparatnavn, ATC-kode, form, styrke og pakningsstørrelse) på IRS-præparatet.
Forløbsbeskrivelser og kræftpakker
I 2022 er der fokus på opdatering af forløbsbeskrivelser på sundhed.dk. Opdateringen af de første forløbsbeskrivelser startede den 2. maj, og resten af forløbsbeskrivelserne bliver opdaterede løbende hen over året.
Du vil i PraksisNyt kunne følge med i, hvornår de forskellige forløbsbeskrivelser er færdigopdaterede.
Forløbsbeskrivelsen for kritisk iskæmi – Iskæmiske hvilesmerter, sår og gangræn er opdateret på sundhed.dk
Forløbsbeskrivelsen for patienter med færdigbehandlet nyre-, blære-, urinvejs- og prostatakræft er opdateret på sundhed.dk
Forløbsbeskrivelsen for Dyb venøs trombose (DVT) er opdateret på sundhed.dk
Her finder du link til sundhed.dk, hvor du kan læse om forløbet for Dyb venøs trombose (DVT)
Nyt fra Forskningsenheden
Hvilke muligheder har man som praktiserende læge for hurtig udredning af patienter mistænkt for kræft i forskellige lande?
- I dette studie vurderede vi udredningsveje for patienter mistænkt for kræft i 10 lande med relativt sammenligneligt sundhedsvæsen.
- Vi fandt stor variation i mulighederne for udredning på tværs af de forskellige lande, og dermed også i de udfordringer der kan være i udredningen af mistænkt kræft.
- Resultaterne tyder på, at øget adgang og mere smidige adgangsveje kan medføre mere hensigtsmæssige udredningsforløb og dermed formentlig bedre patientforløb, når der er mistanke om kræft.
Her finder du link til artiklen
Månedens UTH: Henvisning til Rygcenteret, som i stedet burde være henvist til FAM
Hændelsesbeskrivelse
Patient henvises til Rygcenter Syddanmark fra egen læge, med angivelse af nedsat kraft grad 2-3 over venstre arm. I Rygcenteret vurderer visiterende læge, at henvisningsteksten ikke stemmer overens med kraftnedsættelse grad 2-3, hvorfor patienten visiteres til subakut tid (hvilket er indenfor 14 dage). Patienten får dog en tid allerede dagen efter, og ved undersøgelse i Rygmedicinsk ambulatorium findes parese af venstre arm med kraftgrad 3. Har ifølge patienten stået på i tre dage. Patienten overflyttes akut til OUH og opereres næste morgen.
Hvordan kunne det ske?
Det vides ikke, hvorfor egen læge har henvist en patient med kraftnedsættelse grad 2-3 til elektiv udredning i Rygcenter Syddanmark. Jf. gældende retningslinjer skal patienter med kraftnedsættelser af denne sværhedsgrad henvises til akut udredning via FAM. Dette har været uændret i mere end 10 år.
Se evt. den regionale retningslinje om Håndtering og visitation af akutte rygpatienter og Henvisningskriterier til Rygcenter Syddanmark:
Visiterende læge burde samme dag kontakte egen læge m. h. p. yderligere belysning af kraftnedsættelse og behov for akut indlæggelse.
Læring og tiltag
I Rygcenteret vil man fremover kontakte henviser pr. tlf. ved henvisninger af denne type for at sikre, at der ikke overses noget. Ved tvivlsspørgsmål er henvisende læger og kiropraktorer velkomne til at kontakte Rygcenteret på ”Rygrøret” på telefonnummer 63 48 41 27.
Hvis du vil have mere viden om UTH, kan du læse mere her
Her finder du link til Patientsikkerhed (UTH) på sundhed.dk
Følg Region Syddanmarks kvalitetsenhed ”SydKIP” på Facebook og Linkedin
SydKIP er Region Syddanmarks kvalitetsenhed, hvis opgave er at understøtte kvalitet og efteruddannelse i hele praksissektoren.
Du kan løbende se nyheder om kvalitet og efteruddannelse i almenpraksis på Facebook og Linkedin.