Lovændring af rapporteringspligten for utilsigtede hændelser og nyt DPSD
Utilsigtede hændelser
Styrelsen for Patientsikkerhed forventer, at en lovændring af rapporteringspligten for utilsigtede hændelser træder i kraft 1. juli 2023. Ændringen af rapporteringspligten for utilsigtede hændelser blev afprøvet i et pilotprojekt i 2020, hvor over 100 enheder, bredt repræsenteret i sundhedsvæsenet, deltog. Med ændringen bliver der et øget fokus på, at rapportere de utilsigtede hændelser, der er læringspotentiale i.
Styrelsen for Patientsikkerhed har valgt at sætte udviklingen af en ny teknisk platform for rapporteringsordningen af utilsigtede hændelser i bero. Den skulle have været implementeret i løbet af 2023. Udviklingsprojektet er gået under navnet Dansk Patientsikkerhedsdatabase 4 (DPSD4).
Pilotprojekt om rapportering af UTH
Region Syddanmark og de andre regioner har i samarbejde med kommunerne og Styrelsen for Patientsikkerhed arbejdet med projektet "Utilsigtede hændelser og læring i sundhedsvæsenet".
På baggrund af dette arbejde har man gennemført et pilotprojekt, hvor forslagene til en revidering af rapporteringsordningen for utilsigtede hændelser er blevet testet af.
Formålet med arbejdet er ønsket om en forbedring af rapporteringsordningen og en nemmere måde at rapportere på og består af følgende ændringer:
- Hvilke hændelser der er pligt til at rapportere
- Alvorlighedsklassifikationen, som både indeholder faktiske og mulige konsekvenser
- Rapporteringsformularen forkortes og ændres, så det bliver lettere for rapportøren at rapportere utilsigtede hændelser. Sagsbehandlerformularen ændres tilsvarende.
Pilotprojektet er evalueret, og de første ændringer er iværksat.
Pr. 11. januar 2022 er rapporteringsformularen blevet forkortet, så det er nemmere at rapportere en utilsigtet hændelse. Desuden er sagsbehandlerformularen ændret tilsvarende.
Indholdsansvarlig: Team Patientsikkerhed, Kvalitet og Forskning, Regionshuset.