§2 aftale om udvidet lænderygundersøgelse - ULRUS
§ 2-aftale om udvidet lænderygundersøgelse - ULRUS
Aftalens parter
Denne aftale er indgået mellem praktiserende fysioterapeuter i Region Syddanmark og Region Syddanmark.
Aftalens formål
Aftalens formål er, at
- implementere en evidensbaseret undersøgelsesstandard i praksissektoren til patienter med uspecifikke lænderygsymptomer, som fortsat er i udredningsfasen, varetaget af specialuddannede fysioterapeuter
- klassificere og identificere lænderygtilstande med henblik på en relevant tilbagemelding til patienternes alment praktiserende læge til brug for den videre behandling
- optimere samarbejdsrelationerne, henvisningerne og valg af intervention til patienter med uspecifikke lænderygsymptomer mellem de alment praktiserende læger og praktiserende fysioterapeuter i regionen.
Aftalens patientmålgruppe
Aftalen vedrører lænderygpatienter uden klar rodpåvirkning med stor risiko for at udvikle kronositet jf. The STarT Back Screening Tool.
Aftalen vedrører endvidere patienter i mellemrisikogruppen, som er i risiko for at blive sygemeldt eller for fortsat sygemelding.
Rygundersøgelsens indhold
Den praktiserende fysioterapeut foretager efter henvisning fra patientens alment praktiserende læge en førstegangskonsultation af ca. 1 times varighed, der indeholder følgende standardiserede undersøgelses- og målemetoder:
- Ørebro og/eller STarT spørgeskema, der screener for psykosociale faktorer
- Selvrapporteringsskema vedr. symptomer og smerteniveau (NRS)
- Roland-Morris spørgeskema vedr. funktionsniveau
- Waddels skema vedr. sygdomsadfærd
- Evidensbaseret rygundersøgelsesskema anvendt i de tidligere amters rygprojekter (MD&T-skema)
- Information og vejledning til patienten om tilstanden.
Der kan dog i særlige tilfælde være behov for indtil to opfølgende undersøgelser for at kunne fuldføre rygundersøgelsen. Disse ekstra konsultationer forventes kun at blive udført rent undtagelsesvis, og det samlede antal forventes højst at blive anvendt i mak. 30 % af rygundersøgelserne.
Kommunikation og tidsfrister
Patienter, der henvises til udvidet rygundersøgelse, skal have påbegyndt undersøgelsen senest én uge efter fysioterapeutens modtagelse af henvisningen.
Undersøgelsen skal være færdiggjort, og en undersøgelsesrapport skal være den henvisende læge i hænde senest 2 uger fra 1. konsultationsbesøg hos den praktiserende fysioterapeut.
Udformningen af henvisningen og undersøgelsesrapporten følger de standarder, der i fællesskab er udarbejder af regionens praksiskonsulenter på henholdsvis læge- og fysioterapiområdet.
Det er en forudsætning, at den praktiserende fysioterapeut kan modtage henvisninger elektronisk og anvender den udarbejdede MedCom-standard for fremsendelse af elektronisk kommunikation til de alment praktiserende læger.
Krav til fysioterapeuter omfattet af denne aftale
Deltagende fysioterapeuter forpligter sig til at efterleve Region Syddanmarks patientforløb for patienter med nyopståede lændesmerter og skal herunder
- have kursusbevis for efteruddannelse på minimum McKenzie C-niveau, samt fremover for nye deltagere desuden MT 2A-niveau
- have mindst 5 års klinisk erfaring med rygpatienter på klinik og/eller rygambulatorium
- forpligte sig til at deltage i et 4 dages kursus i undersøgelse og klassifikation samt 2 dages introduktionsworkshop i forbindelse med projektstart.
Praksiskonsulenterne orienterer Praksisafdelingen om, hvilke fysioterapeuter, der opfylder kravene for deltagelse i ordningen, og den enkelte fysioterapeut anfører dette i praksisdeklarationen.
De deltagende fysioterapeuter er forpligtede til at deltage i evalueringsmøder vedr. ordningen samt deltage i en samlet kvalitetsvurdering af samme ordning efter ønske fra Region Syddanmark eller anden relevant myndighed.
De deltagende fysioterapeuter er forpligtet til at foretage elektronisk indberetning til relevante kliniske databaser.
Den deltagende fysioterapeut er forpligtet til at meddele Praksisafdelingen og praksiskonsulenten oplysninger om flytning, barsel og sygdom af længere varighed.
Monitorering
Det påhviler praksiskonsulenterne at vurdere, om de udførte lænderygundersøgelser og rapporter lever op til den forventede standard og kvalitet samt at de angivne tidsfrister overholdes. Såfremt en af de deltagende praktiserende fysioterapeuter vurderes ikke at leve op til forventet standard og kvalitet, skal vedkommende fra praksiskonsulenten modtage vejledning og forslag til forbedring.
Såfremt praksiskonsulenten vurderer, at vejledningen ikke følges, kan praksiskonsulenten indstille sagen til afgørelse i Samarbejdsudvalget vedrørende fysioterapi i Region Syddanmark.
Honorering og afregning
Ydelsesnummer 4550 - Den udvidede rygundersøgelse: Kr. 726,46 (grundhonorar)
(Svarende til 2xførstekonsultation, og patientandelen udgør alene den normale patientandel af en enkelt 1. konsultation).
Ydelsesnummer 4508 - Udarbejdelse og fremsendelse af undersøgelsesrapport: Kr. 193,54 (grundhonorar)
(April 2010-niveau), svarende til 80 % af honoraret for en normalbehandling.
Ydelsesnummer 4551 - Opfølgende undersøgelseskonsultation: Kr. 241,93 (grundhonorar)
(Maks. 2) honoreres efter overenskomsten som normalbehandling.
Honorarerne reguleres i overensstemmelse med bestemmelserne i Overenskomst vedrørende Fysioterapi.
Ydelsen afregnes på et særskilt ydelsesnummer, der meddeles af Praksisafdelingen.
Opfølgning
Parterne er enige om løbende at følge udviklingen omkring denne aftale med henblik på at sikre, at aftalens forudsætninger holdes.
Aftaleindgåelse og ophør
Aftalen træder i kraft den 1. september 2011 og kan bringes til ophør med et varsel på 6 måneder til udgangen af en måned.
Underskrevet den:
12.01.2012 af Frank Ingemann Jensen, afdelingschef, Praksisafdelingen, Region Syddanmark.
24.12.2011 af Tyge Sigsgaard Larsen, kontaktperson for fysioterapeuter i Region Syddanmark.