Spring til indhold

Vurdering og eventuel ændring af behandlingsindsatsen

Overenskomstens parter, har udarbejdet en fortolkning af overenskomstaftalen vedrørende vurdering af behandlingsindsatsen i de enkelte forløb.

Overenskomstens parter (RLTN og Danske Fysioterapeuter), har udarbejdet vedhæftede fortolkning af overenskomstaftalen vedrørende vurdering af behandlingsindsatsen i de enkelte patientforløb

Læs fortolkning af overenskomstaftalen på fysio.dk

Vejledningen gælder generelt for behandlingen under praksis-overenskomsterne, og også særligt for implementeringen af de nye strukturerede forløb for patienter med sklerose.

Konkretisering af vejledningens indhold

Det forventes, at du som fysioterapeut løbende foretager en individuel kritisk faglig vurdering af den enkelte patients behov og behandlingsforløb. Herunder om patienten i højere grad kan opfordres til selvtræning eller om træningen kan understøttes af pårørende, hjælpere, plejepersonale eller lignende. Træning kan foregå på flere måder, og der bør skelnes mellem selvtræning og fysioterapeutisk behandling. Eksempelvis kan patientens behandlingsplan bestå af forskellige træningsindsatser, hvor behandlings-elementet vil være din tilrettelæggelse og supervision af patientens træning.

Din fysioterapeutiske vurdering af behandlingsindsatsen indeholder både behandlingsformen (herunder graden af supervision) for den enkelte patient og behandlingsomfanget, og den finder altid sted på et fagligt grundlag. Det er derfor en del af vejledningen, at ændringer i behandlingsindsatsen skal være individuelt fagligt begrundet.

Det betyder, at:

  1. Hvis du ændrer behandlingsindsatsen over for patienten, er det vigtigt, at du giver patienten en individuel faglig begrundelse for ændringen og understøtter patientens egenhåndtering bedst muligt. Du skal altid dokumentere ændringer i behandlingsplanen i journalen.
  2. En eventuel ændring af behandlingsindsatsen skal således være individuelt fagligt begrundet og må ikke være begrundet i klinikkens kapacitet eller i størrelsen på forløbs-honoraret for den enkelte patient.
  3. Patienten kan ikke modtage yderligere behandling (ydelser i overenskomsten) mod fuld egenbetaling i fysioterapipraksis. Dette gælder også, selvom patienten ønsker yderligere behandling for deres vederlagsfrie diagnose end det, som fysioterapeuten kan tilbyde med tilskud inden for overenskomsten.
  4. Ydelsen ”Digital opfølgning på selvtræning” kan bruges for de patienter, som vil kunne profitere af de fordele, der er ved selvtræning understøttet af en digital løsning. Brugen af denne ydelse kan ikke gøres betinget af, at patienten tilkøber brug af træningsfaciliteter på den behandlende fysioterapeuts klinik. Læs ydelsesbeskrivelsen om "digital opfølgning på selvtræning" på fysio.dk

Hvis en patient ønsker at klage over ændringer i behandlingsplanen, kan du læse om patientklager samt en guide på fysio.dk