Spring til indhold

Afregning til regionen

Som en hjælp til kiropraktorernes afregning, vil Praksisafdelingen gerne belyse nogle områder, hvor vi desværre oplever fejl. Denne information skal derfor ses som hjælp til, hvis I oplever at få regninger retur med nedenstående årsager.

Regninger med landekode

Praksisafdelingen oplever i højere grad, at der bliver indsendt regninger med landekode på. Vi har haft kontakt med nogle kiropraktorer og konkluderet, at man i nogle kliniksystemer bliver bedt om at udfylde nationalitet på patienten.

Vær opmærksom på, når I indsender afregningen, at der ikke er landekode på patienter, som er danske statsborgere med cpr nummer. Der skal kun være landekode på turister, som kommer og får udført en akut behandling.

Krediteringer

Hvis en ydelse har været indsendt forkert og er blevet honoreret, så skal den krediteres, for at den kan rettes. Praksisafdelingen ser dog i højere grad, at der bliver krediteret regninger, hvor det ligner, at det er en fejl, at regningen krediteres. Der hvor vi ser det største problem, er ved kreditering af forundersøgelserne på speciale 64. Forundersøgelsen er grundlaget for de efterfølgende ydelser. Hvis forundersøgelsen krediteres, så mangler grundlaget for de andre ydelser og I vil derfor opleve, at disse ydelser bliver sendt retur.

Når I krediterer en ydelse, som I tidligere har fået honorar for, så udligner regionens afregningssystem selv regningerne. Dette betyder, at medarbejderne i Praksisafdelingen ikke ser, hvis I krediterer en ydelse, som ikke skulle have været krediteret. Det er derfor meget vigtigt, at I kun krediterer ydelser til regionen, som I mener skal krediteres.

Ydelser på samme dato på begge specialer

I overenskomsten §11 står der ”Der kan ikke benyttes ydelser under speciale 53 og speciale 64 samme dag…”. Praksisafdelingen oplever, at der indsendes regninger, hvor eksempelvis behandlingsydelsen er på speciale 64 og røntgenydelsen er på speciale 53, selvom behandlingen og røntgenydelsen er foretaget samme dag. Dette medfører, at regningerne bliver afvist, fordi der ikke må benyttes ydelser under begge specialer på samme dag. Det er derfor vigtigt, at ydelserne indsendes på det korrekte speciale.

Honoraropgørelser og afstemningsadviser

Hvis I har modtaget ovenstående returregninger eller andre returregninger, vil de fremgå på jeres afstemningsadvis. Det er vigtigt, at I tjekker både jeres honoraropgørelse og afstemningsadviser, da returregningerne er fratrukket jeres honorar. Honoraropgørelser og afstemningsadviser kan findes på Sundhed.dk, hvor I logger ind og går ind under Listevisning.

Hvis I har spørgsmål til ovenstående eller spørgsmål til jeres returregninger er I velkomne til at kontakte Praksisafdelingen på tlf.nr. 76 63 20 63.