Forbrændinger på hænder vurderes som andre forbrændinger, hvad angår dybde og udbredelse
Cirkulære dybere forbrændinger med farveforandringer, nedsat bevægelighed og sensibilitet, dunkende, nivende smerter som forværres ved bevægelse skal henvises til brandsårsafdeling akut
Behandling
Skylning påbegyndes straks med ca. 15 gr. varmt vand i mindst 30 minutter
Løs hud og bullae fjernes, og hånden vaskes med neutral sæbe i 10 minutter
Mindre brandsår forbindes med Mepilex transfer eller 2 lag jelonet, store mængder sugende gaze og elastikbind over fingre, så de kan bevæges mest muligt
Forbindingen lades urørt 10 dage ved mindre forbrændinger
Henvisning
Større håndforbrændinger med dybe skader eller omfattende ledinvolvering indlægges på brandsårsafdeling. Ligeledes ved mistanke om behov for aflastende incisioner pga. iskæmi
Ved manglende opheling af brandskaden efter 10-14 dage henvises til vurdering af behov for revision og hudtransplantation i brandsårsambulatorium
Diagnose
Hænderne er relativt ofte involveret i brandskader, da patienterne har forsøgt at slukke ilden med hænderne
Der kan også være kommet ætsende kemikalier på patientens hænder i forbindelse med arbejde. Her skal man være særlig opmærksom på base ætsninger, da disse kan trænge dybere ned i vævet (se ætsninger under brandskader)
Brandsår og ætsninger er særlig smertefulde, og skylning i flere timer af smertehensyn er ofte nødvendig
Kliniske fund
Forbrændinger på hænderne inddeles ligesom andre steder på hudoverfladen i 3 grader afhængig af brandsårsdybden ( se under brandskader). Forbrændingerne har oftest varierende dybde, og der kan forekomme smerter, selvom noget af forbrændingen er 3. grad. De specifikke områder vil da være uden sensibilitet og kapillærrespons
Supplerende undersøgelser i almen praksis
Bedømmelse af forbrændingens dybde og udbredning. Relation til led og om forbrændingen er cirkulær
Bleghed eller cyanose af fingre som følge af dårlig arterielt tilbud eller kompromitteret venøst afløb
Håndens bevægelighed og om der forekommer strammende cicatricer og arvæv i efterforløbet af ophelingen. Skal i givet fald henvises til vurdering af korrektionsmuligheder
Andre undersøgelser hos specialist
Saturationsmåling på fingrene til bedømmelse af perfusion og evt. behov for aflastende incisioner
Laser doppler scanning til bedømmelse af brandsårsdybden, senest 5 dagen
Differentialdiagnoser
Traumemekanismen er oftest givet.
Behandling
Behandlingsmål
At sikre, at hånd og fingre er normalt fungerende, når brandsårene er helede
Generelt om behandlingen
Afkøl brandsårene ved neddypning eller skylning i køligt rindende vand (12-18 grader C) i minimum 20-30 minutter, og mange gange flere timer, hvis skylningen ikke er påbegyndt straks, da hænder og fingre er særligt følsomme. Hvis forbrændingen kun er lokaliseret til hænder virker skylningen ikke universelt afkølende, og kan da fortsættes, idet den er smertelindrende. Hvis der er gået 3 timer efter traumet, har skylning kun begrænset effekt
Patienten kan ofte bedst selv vurdere, hvilken temperatur der er bedst. Det skal føles behageligt
Vask hånden/hænderne med vand og PH-neutral sæbe i 10 minutter. Bullae og løs hud afklippes
Er leddene ikke involveret og forbrændingerne kun dermale, kan områderne forbindes, og om muligt kan patienten sendes hjem med denne forbinding til kontrol på behandlingsstedet (enten egen læge eller skadestue) efter 10 dage
Forbinding er typisk med 2 lag vaselingaze eller Mepilex transfer på de forbrændte områder, herover rigeligt med sugende gazekompres og yderst et gazebind/elastikbind ( se illustrationer). Forbindingen kan ved mindre skader lades urørt i 10 dage, medmindre der er gennemsivning eller infektions-tegn ( rødme og pus). Forbindingen bør muliggøre bevægelse af fingrene mest muligt, for at undgå stivhed af fingrene. Ved større forbrændinger skiftes forbindingen efter 3-4 dage, som minimum ind til vaselingasen og mindre sugende gaze pålægges, så bevægeligheden af fingrene optimeres. Hos børn kan anvendes en boksehandskeforbinding (se illustration), da individuel indpakning af fingrene kan være vanskelig
Før udpakning hos lægen, tilrådes voksne patienter af tage paracetamol 1g og 400 mg Ibuprofen, hvis patienten tåler det. Hos børn doseres smertestillende medicin efter vægt
Ved tegn på infektion uden almen påvirkning institueres topical behandling med sølvholdige cremer (Flamazine/Silverderm). Sårene skiftes daglig med de sølvholdige cremer forud gået af skylning og vask med ph neutral sæbe. Ved almensymptomer indlægges patienten mhp. opstart af systemisk antibiotika
Ved større dybe skader indlægges patienten på brandsårsafdeling
Se ovenstående under behandling. Mindre forbrændinger skylles, vaskes, bullae afklippes og brandsårene forbindes som anvist. Sættes til udpakning 10. dag præmedicineret som ovenfor anført, med mindre der opstår komplikationer under vejs
Råd til patienten
Hurtig afkøling ved forbrænding
Når der er forbrændinger over led, og patienten har hænderne forbundet, er det vigtigt, at fingre og hænder bevæges hyppigt, så leddene ikke bliver stive
Det er normalt, at huden kvælder op og bliver hvid, "vaskekonehud", når hænder og fingre behandles. Det er et ufarligt fænomen, og det må ikke forårsage, at behandlingen afbrydes
Medicinsk behandling
Smertestillende med paracetamol 1 g x 4 til voksne og ibuprofen 400 mg x 3 til voksne. Børn doseres efter vægt. NSAID er oftest nødvendig
Anden behandling
Hvis der efter 14-21 dage er ikke helede områder på hånd og fingre, skal patienten vurderes på en brandsårsafdeling for, om der er behov for hudtransplantation
Kirurgisk behandling af håndforbrændinger er en specialistopgave, som varetages i plastikkirurgisk regi evt. i samarbejde med håndkirurger. Hudtransplantation, mere avancerede lapplastikker eller amputation kan komme på tale
Forebyggende behandling
Lednære forbrændinger kan give nedsat bevægelighed og medføre længerevarende eller permanent funktionstab. Kontraktur profylakse bør påbegyndes indenfor de første døgn efter forbrændingen. Efterfølgende fysio-og ergoterapi kan være nødvendig for at opnå fuld bevægelse af fingrene
Henvisning
Ved større 2. og 3. grads forbrændinger og dybere forbrændinger, som er cirkulære, skal der henvises til enten Rigshospitalets vagthavende plastikkirurg eller vagthavende plastikkirurg på Odense Universitets Hospital
Ved cirkulære forbrændinger kan blodforsyningen til hånd og fingre være truet. Patienterne skal derfor vurderes for, om de har behov for aflastende incisioner i huden. Manglende arteriel blodforsyning vil medføre, at fingrene bliver hvide og manglende venøst tilbageløb, at de bliver blå. Supplerende symptomer kan være nedsat bevægelighed, tiltagende nedsat sensibilitet og temperatur samt tiltagende dunkende smerter med forværring ved bevægelse. Perfusion kan monitoreres med saturationsmåler på fingeren. Begynd ikke selv at lave aflastende incisioner, med mindre du er bekendt med indikationen og proceduren. Se Rigshospitalets brandsårsvejledning
Sygdomsforløb, komplikationer og prognose
Sygdomsforløb
Ukomplicerede håndforbrændinger heler normalt indenfor 10-14 dage
Komplikationer
Infektion og manglende opheling
Nedsat håndfunktion som følge af kontrakturer og strammende ar
Nedsat sensibilitet og sart hud
Prognose
Ukomplicerede dermale forbrændinger heler oftest op uden væsentlige sequelae
Basisoplysninger
Definition
Forbrændinger på hænder skal ofte behandles lidt anderledes end forbrændinger andre steder på kroppen, da det er vigtigt at sikre sig, at funktionen af hånden og fingrene ikke tager skade
Mens brandsårene heler er det vigtigt, at patienten bevæger fingrene, så leddene ikke bliver stive
For beskrivelse af de forskellige dybder af brandsår henvises til artiklen om brandskader
Ætiologi og patogenese
Udefrakommende termisk, kemisk eller elektrisk påvirkning af hud og evt. underliggende væv. Forbrændinger og skoldninger kan være forårsaget af ild, varme genstande som varme kedler eller brændeovne, kemikalier, elektricitet, flydende væsker eller damp
Disponerende faktorer
Manglende afskærmning af brændeovne, kogeplader og elkedler især i forhold til børn. Fyrværkeriskader og optænding af grill og bål med tændvæsker. Forkert omgang med eller fejlagtig opbevaring af ætsende kemikalier
Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.