Hyperglykæmi, akut behandling

Thomas Almdal

speciallæge

Hyperglykæmi ved kendt type 1-diabetes og insulin behandlet type 2 diabetes

Denne artikel er et forslag til, hvorledes insulinbehandlede patienter med type 1 eller type 2 diabetes med pludselig opstået hyperglykæmi kan vurderes og eventuelt behandles i hjemmet.

Udløsende årsag

  • Ofte udløst af akutte infektioner - en temperaturstigning på 1 grad øger insulinbehovet med ca. 25 %
  • Anden interkurrent sygdom som medfører nedsat fysisk aktivitet
  • Behandlingssvigt/manglende egenomsorg
  • Ny medicinsk behandling - specielt glukortikoider som i dosering på 20 - 30 mg / døgn eller mere øger insulinbehovet med 30 - 40 %

Diagnostisk tankegang

  • Afklar den udløsende årsag og om denne kan imødegås, fx behandling af infektion
  • Vurder, om patienten er i stand til at modtage og forstå information - hvis ikke sendes patienten til vurdering i akutmodtagelse
  • Afklar, om patienten er oplært i at tage ekstra insulin ved sygdom / forhøjet blodsukker, hvis ja hvordan
  • Afklar, hvad der er patientens vanlig insulinregime. Er det en type 2 diabetespatient afklares det, om de har kendskab til hurtigtvirkende insulin 
  • Bed patienten måle blodsukker og måle ketonstoffer i blodet, alternativt stikse urinen for ketonstoffer. Mange patienter med type 1 diabetes og en del med type 2 har et apparat, der både kan måle blodsukker og ketonstoffer - obs der anvendes 2 forskellige stiks
  • Såfremt der er maksimalt udslag for ketonstof i urinen eller blodketonstof > 2 mmol/l -  send da patienten til vurdering i akutmodtagelse
  • Øvrige patienter søges behandlet i hjemmet som anført nedenfor

Behandling

  • Patienten instrueres i at måle blodsukker hver 4. time og undersøge for ketonstoffer 2-3 gange i døgnet
  • Patienten instrueres i at drikke rigeligt. Såfremt de ikke kan spise almindelig mad, instrueres de i at drikke sukkerholdigt væske svarende til måltiderne
  • Patienten instrueres i at fortsætte med vanlig dosis af basal - langsomtvirkende insulin
  • Patienten instrueres i at fortsætte med vanlig dosis af måltidsinsulin - hurtigvirkende insulin
  • Patienten instrueres i at tage supplerende/ekstra hurtigtvirkende insulin som tillæg til vanlige måltidsinsulin, samt midt på eftermiddagen, sent aften og evt. midt på natten: 
    • Ved blodglukose over 12 mmol/L: 4 IE hurtigtvirkende insulin (morgen, frokost og aften som tillæg til den faste måltidsinsulin, ellers alene)
    • Ved blodglukose over 16 mmol/L: 6 IE hurtigtvirkende insulin 
    • ved blodglukose over 20 mmol/L: 8 IE hurtigtvirkende insulin
  • Patienten instrueres i at kontakte læge/ lægevagt såfremt blodglukose 2 gange i træk er > 20. I så fald vurderes om dosis af supplerende insulin kan øges - alternativt at sende patienten til vurdering i akutmodtagelse
  • Aftal med patienten, hvornår han/hun næste gang bør kontakte lægevagt eller egen læge. I denne forbindelse få aftalt hvornår patienten skal kontakte egne læge eller lægevagt

Kilder

Fagmedarbejdere

Thomas Almdal

overlæge, dr. med., Endokrinologisk klinik PE, Rigshospitalet

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Hans Christian Kjeldsen

ph.d., praktiserende læge, Grenå

Har du en kommentar til artiklen?

Bemærk venligst, at du IKKE vil modtage svar på henvendelser, der omhandler din egen sygdom, pårørendes sygdom, blodprøvesvar, hjælp til at udarbejde skoleopgaver og litteratursøgning.

Indhold leveret af

Lægehåndbogen

Lægehåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerLægehåndbogen