Referencer
- Baxter PJ, Aw, TC, Cockcroft A,Durrington P and Harrington JM. Hunter's Diseases of Occupations, 10th edition. London: Hodder Arnold. 2010.
- ARMONI. Vis kilde
En arbejdsbetinget sygdom er en sygdom, som helt eller delvis skyldes bestemte eksponeringer, som en person er eller har været udsat for i sit arbejde. Det drejer sig altså om en sygdom, som er opstået på det givne tidspunkt, fordi personen har været udsat for de(n) pågældende eksponering(er)
En arbejdsforværring af forudbestående sygdom foreligger, når der er konstaterbar forværring af sygdommen pga. eksponeringer i arbejdet - fx nedsat lungefunktion ved udsættelse for luftbårne eksponeringer hos en person med astma. For en udførlig gennemgang henvises til tekstbøger, fx Hunter's Diseases of Occupations1 og Dansk Selskab for Arbejds- og Miljømedicins online instruks samling (ARMONI)2
Man opererer nationalt og internationalt med følgende praktiske kriterier for arbejdsbetinget eller arbejdsforværret sygdom:
Kendt sammenhæng mellem eksponering og sygdom. Der skal være klinisk og/eller epidemiologisk dokumentation for, at en given sygdom skyldes en given eksponering
Eksponeringens karakter, intensitet og varighed skal være relevant. Eksponeringen skal være tilstrækkelig til at kunne fremkalde sygdommen. Oftest er sammenhængen mellem eksponering og sygdom karakteriseret ved en eksponerings-respons (eller dosis-respons) sammenhæng, og ofte findes eller antages eksistensen af en nedre tærskelværdi, hvorunder eksponering ikke er forbundet med større sygdomsrisiko
Tidsrelation mellem eksponering og sygdom skal være relevant. Som oftest kræves at sygdommen opstår i forbindelse med eksponeringen (såkaldte brosymptomer) og kommer ikke efter et eksponeringsfrit interval. Dog er der adskillige undtagelser fx kræftsygdomme, som udvikles med latenstid og forekommer sjældent før mindst 10 år efter første eksponering
Konkurrerende årsager til sygdommen vurderes i det konkrete tilfælde. Ved flere sygdomme kan der være en synergi imellem eksponering i arbejdslivet og andre eksponeringer i privatlivet. Fx kronisk obstruktiv lungesygdom efter eksponering for svejserøg hos en tobaksryger. Medens i andre tilfælde er en anden privat eksponering uden betydning
Se kapitlet om arbejdsrelaterede sygdomme.
Undersøgelsen vil typisk foregå på en arbejdsmedicinsk afdeling på et hospital
Formålet er at finde ud af, om der er en sammenhæng imellem den eksponering, patienten har haft på arbejdspladsen, og den sygdom vedkommende har. Dette betyder, at der skal stilles en diagnose, hvis denne ikke i forvejen er stillet
Patienten udspørges om symptomer, hvornår de er opstået, hvordan de har udviklet sig og sammenhæng med ophold på arbejdspladsen. Der foretages en lægelig undersøgelse med fokus på det organ, der er klager fra
Evt. kan der være behov for yderligere undersøgelser i form af blodprøver, billeddiagnostik m.m. Patienten kan evt. sendes til yderligere undersøgelser på andre hospitalsafdelinger for diagnostisk afklaring
Derudover udspørges om patientens arbejdsmiljø og erhvervseksponeringer af relevans for diagnosen. Afhængigt af diagnosen eller symptomerne fokuserer arbejdsmedicineren på forskellige tidsperioder, før sygdommen udviklede sig. Er der fx tale om en nyopstået astma eller håndeksem, fokuseres der på den relevante ansættelse. Er der tale om cancersygdomme, går man mange år tilbage i erhvervsanamnesen.
Eksponeringer kan overordnet deles op i nedenstående kategorier:
Ergonomiske/biomekaniske eksponeringer (tunge løft, repetitivt arbejde, akavede arbejdsstillinger m.m.)
Fysiske eksponeringer (støj, stråling, vibrationer mm)
Kemiske eksponeringer (organiske opløsningsmidler, tungmetaller, maling mm)
Psykiske eksponeringer (stressende arbejde, chikane, mobning mm)
Biologiske eksponeringer (svampe, virus, bakterier mm)
Der kan være behov for yderligere undersøgelser, rapporter fra arbejdsmiljøorganisationen på virksomheden og rapporter fra Arbejdstilsynet fra tidligere besøg. Desuden kan der være behov for at:
Indhente sikkerhedsdatablade over anvendte produkter, og derefter en toksikologisk gennemgang af disse
Foretage virksomhedsbesøg i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen, hvorved lægen vurderer omfanget af den konkrete eksponering og evt. andet, der kan beskrive eksponeringen. Alt sammen med henblik på, at få en viden om den eksponering, som patienten har haft, og samtidigt kan der peges på evt. forebyggende tiltag
Derefter vurderes, om der er videnskabelig dokumentation for en sammenhæng imellem eksponeringen og diagnosen bl.a. vha. videnskabelig litteratursøgning
Behandling af patientens sygdom sker via egen læge, privatpraktiserende speciallæge eller anden hospitalsafdeling
På flere arbejdsmedicinske afdelinger foregår behandling af patienter med arbejdsbetinget stress
Lægen foretager anmeldelse af sygdommen til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ved mistanke om sammenhæng imellem eksponeringen og sygdommen. Arbejdstilsynet modtager pr. automatik en kopi af anmeldelsen og kan udtage arbejdspladsen til tilsyn
Patienten rådgives om evt. ændringer og forebyggelsestiltag i den fortsatte beskæftigelse
Patienten rådgives om hjælp fra fagforening (fx om kompetencegivende kurser, uddannelse, støttemuligheder i en arbejdsskadesag) og kommunen (fx om §56 aftale, fastholdelseskonsulent, sygedagpenge). Evt. deltager lægen/psykologen i rundbordssamtaler
Referencer
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af